23948sdkhjf

- Lige nu er det dobbelt svært: Bygma-boss holder blikket på renten

Bygmas danske direktør er udmærket tilfreds med byggecenterkædens præstationer i et modvindsår. Nu sætter han sin lid til et snarligt rentefald

At 2023 blev et nedgangsår, var ingen overraskelse for Klaus Hadsbjerg.

- Vi begyndte jo allerede at se nogle signaler i slutningen af 2022 om, at markedet var i tilbagegang, og det fik så fuld effekt i 2023, fortæller direktøren for Bygma A/S, der dækker over Bygma Gruppens danske forretning.

Mens gruppens samlede omsætning faldt fra 11,6 mia. kr. i 2022 til 10,04 mia. i fjor, faldt omsætningen i den danske del af foretagendet godt 14 pct. og landede på 7,1 mia.

- Og kigger man på branchetallene, viser de en tilbagegang på de her 13-15 procent, så vi har samlet set bevaret vores markedsandel, og det er jo tilfredsstillende, konkluderer Klaus Hadsbjerg, der dog finder et andet tal mere relevant.

- Omsætning og markedsandele er jo ikke det ultimativt vigtigste, hvis man ikke kan tjene penge. Og her er det helt fornuftigt med en overskudsgrad på omkring de 5 procent, lyder vurderingen.

Samtidig understreger han, præcis som koncerndirektør Peter H. Christiansen, at året har budt på tunge investeringer i blandt andet byggeri af nye proff- og logistikcentre.

- Og at starte tre nye ”greenfields” gør man ikke ustraffet på bundlinjen, så det har da også kostet en ordentlig sjat på resultatet, siger Klaus Hadsbjerg.

Mere præcist lander årets resultat i Bygma A/S på 302,7 mio. kr. før skat mod foregående års 529,9 mio., og markedsvilkårene til trods har der ikke været skruet hverken op eller ned for den planlagte investeringstakt.

- Vi har fulgt planen og ikke sat noget på hold, for i og med at vi er en familieejet virksomhed, har vi det lange lys på og behøver ikke lade markedsudsvingene få betydning for den langsigtede plan, siger direktøren.

Ekspansion på hold

Med åbningen af tre nye lokationer i 2023 og det første af 2024 samt et igangværende byggeri i Esbjerg er det dog ikke nye byggeplaner, der for nuværende lægges på direktionskontoret.

- Det er ikke sådan, at vi har en lang liste over nye lokationer – der er da et par stykker under overvejelse, men nu ser vi lige, hvordan det går med markedsudviklingen, og koncentrerer os om at få de tre løbet godt i gang, inden vi kaster os ud i nyt, lyder det fra Klaus Hadsbjerg.

BYGMA A/S
Regnskabsår 2023 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 7.116,5 8.301,3 7.912,0
Bruttofortjeneste 1.329,5 1.529,6 1.628,9
Resultat af primær drift 337,6 538,8 672,3
Resultat før skat 302,7 529,9 670,4
Årets resultat 232,7 409,2 521,2
Balancestatus 4.048,5 3.869,4 3.617,2
Egenkapital 2.042,3 2.110,7 1.997,4
Antal ansatte 1.655 1.712 1.657
Kilde: CVR

Således bliver 2024 næppe endnu et rekordår på investeringsfronten, men det er ikke, fordi direktøren har tænkt sig at sidde tungt på muldvarpeskindet.

- Vi investerer i vores medarbejdere og i at blive ”best place to work”, som er en del af strategien. Vi tror på, at det er vores medarbejdere, der skal bære os igennem på langt sigt, specielt i lyset af alle de nye krav til digitalisering, byggeriet og til bæredygtighed, siger han.

Og her er sidstnævnte ifølge direktøren et felt, der allerede har fyldt godt i investeringssammenhænge.

- Det er et område, der koster rigtig mange penge her up front, og jeg håber jo på, at der på et tidspunkt kan komme en form for tilbagebetaling af de mange penge, vi har investeret i det arbejde, siger Klaus Hadsbjerg.

Det er nemlig ikke alle, der endnu har købt ind på den grønne dagsorden.

- Lige nu er det et meget fragmenteret marked, hvor pensionskasser og andre store bygherrer er meget skarpe på kun at bygge certificeret, fordi de risikerer, at de ellers står med en vare, der mister værdi. Men når man taler med den private bygherre, så er det er fåtal, der for nuværende er klar til at betale 100.000 kr. ekstra ”bare” for at bygge mere bæredygtigt, lyder det.

Blikket rettet mod renten

Skal det billede ændre sig, kræver det ifølge Klaus Hadsbjerg flere ting. Dels peger han på muligheden for et moderat politisk pres, der kan skubbe det samlede byggeri i en grønnere retning, dels er der ifølge Bygma-direktøren behov for en øget samfundsmæssig forståelse for, at omstillingen er et fælles ansvar. I første omgang ser han dog den helt store hurdle et andet sted.

- Lige nu er det dobbelt svært, fordi investeringsomkostningerne er så høje. Så først og fremmest skal renten ned i et andet niveau, slår han fast.

Torsdag eftermiddag oplyste Den Europæiske Centralbank imidlertid, at renten for nuværende fastholdes på de fire procent, hvor den har ligget siden september, og det kan ifølge byggecenterdirektøren ikke alene få betydning for den grønne del af byggeriet men også for det overordnede aktivitetsniveau hos Bygma.

- For et par måneder siden troede vi nok alle sammen, at en rentesænkning var lige om hjørnet, og kunne vi bare få et klart signal om, hvornår det ville ske, ville det fjerne lidt af usikkerheden, siger Klaus Hadsbjerg.

Alligevel tør han for nu holde fast i den forudsigelse, han kom med i kølvandet på foregående regnskabsaflæggelse, og som lød, at 2023 ville blive det vanskeligste år i denne omgang.

- Og jeg er da ikke blevet modbevist endnu, konstaterer Klaus Hadsbjerg oven på de første måneder af et 2024, der ifølge direktøren har set nogenlunde fornuftige ud.

- Jeg tror, at vi har taget det største drop herhjemme, og at vi går en mere stabil tid i møde, lyder forudsigelsen fra direktøren, der dog tager sine forholdsregler.

- Det kræver selvfølgelig, at der ikke sker et eller andet nyt geopolitisk, som igen skubber til hele billedet. Og det har vi jo set før.

I kroner og øre lyder Bygma A/S’ forventninger til året på en omsætningsvækst i niveauet 0-5 pct., mens resultatet forventes at lande mellem 0 og 15 pct. over det netop præsterede.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093