23948sdkhjf

Stor møbelproducent sætter rekord: - Folk vælger os til

Hjort Knudsen har offentliggjort et fremragende regnskab for 2023. Den vestjyske møbelproducent oplever, at deres produkter vælges til, mens mange andre i branchen er udfordret

Møblerne produceres i Polen, Ukraine, Indien og Storbritannien, mens de sælges fra Skandinavien, USA og Storbritannien.

Hos vestjyske Hjort Knudsen har den opskrift slået rekorder på stribe i familievirksomhedens nyligt offentliggjorte årsregnskab for 2023. Foruden en rekordomsætning var bundlinjen nemlig også højere end nogensinde før.

Knap 811 millioner kroner blev der omsat for, mens årsresultatet efter skat endte på 43,5 millioner kroner. Resultatet er endda vendt fra et minus på 14 millioner kroner fra 2022.

- Man kan i nogen grad sige, at det er en tilbagevenden til normaliteten. 2022 var et usædvanligt år udfordret af krigen, og vi er taknemmelige over en smule vækst i et år, hvor vores kunder generelt har haft tilbagegang. Vi er tilfredse med og taknemmelige for, at vi har solgt mere end ventet, fortæller Klaus Hjort Knudsen, der er administrerende direktør og uddyber:

- Det er noget, som vi tidligere har set i 2008 under finanskrisen, hvor folk holdt lidt mere på pengene. I de tider bliver vi valgt til. Der handler det mere om value for money end branding, og nogle af mærkevarerne kan blive valgt fra, mens vi vælges mere til, forklarer han.

100 millioner i nyt segment

2023 bar især præg af, at ordretilgangen hos møbelproducenten steg med ni procent, mens råvarepriserne igen begyndte at falde. Hovedparten af omsætningen er i europæiske lande, og her er der generel fremgang.

- Dertil er vi gået ind i functional dining. Hvor vi for et par år siden slet ikke lavede spisestuestole, har vi hurtigt skabt en omsætning på 100 millioner kroner heraf, siger Klaus Hjort Knudsen.

De positive tendenser i markedet for den danske møbelproducent blev bekræftet af Hjort Knudsens nylige deltagelse i møbel- og designmessen Salone del Mobile i Milano. 

- Vi er netop kommet hjem fra messen, hvor det gik fantastisk. Den er tilbage på fuld styrke, og vi solgte væsentligt mere end tidligere år, fortæller direktøren.

Kigger mod Indien

Hjort Knudsen kører produktionen gennem datterselskaber i Ukraine, Polen, Storbritannien og USA. Dertil har man salgsaktiviteter i Norge, Sverige, US og Storbritannien foruden det danske hovedkontor.

På den negative side af året 2023 har produktionen i Ukraine avlet problemer - dog på et andet led, end man oprindeligt kunne forestille sig. De polske bønders grænseblokade til landet har nemlig besværliggjort fragten ind og ud af det krigsramte land.

- Det fører til forsinkelser, som vi er rigtig kede af, at vores kunder lider under, bemærker direktøren.

Mens fragtproblemerne mellem Polen og Ukraine har kostet tid og penge, så lægges der til gengæld investeringer andetsteds ude i verden. Indien står som en central del af fremtidens møbelproduktion.

- Vi investerer rigtig meget i Indien, og vi åbner snart for en ny fabrik på 7500 kvadratmeter. Vi har været i Indien i syv år nu og investerer væsentligt mere der for at være sikre på at være konkurrencedygtige om fem til ti år, siger Klaus Hjort Knudsen og tilføjer: 

- Der er ikke nogen steder i Europa, hvor lønningerne ikke stiger kraftigt, og det er svært at finde konkurrencedygtige løn i europæiske lande. Derfor skal vi investere en del i Indien, hvilket vi også gør af politiske grunde i et forsøg på at være så lidt afhængige af Kina som muligt.

Forventningen er dermed, at tilstedeværelsen i Indien forstærkes i fremtiden, mens den europæiske produktion er vanskeligere at øge omfanget af.

- Vi kommer ikke til at opsige medarbejdere i Europa, men vores vækst vil i høj grad ligge i Indien, siger Klaus Hjort Knudsen.

Med den danske familievirksomheds massive tilstedeværelse i andre lande var man i gennemsnit på 2.246 heltidsbeskæftigede for hele koncernen i 2023. Det er en lille tilbagegang fra året forinden.

Næste generation i kulisserne

Klaus Hjort Knudsen og hustruen Ellen Mønsted tog over hos møbelproducenten i slutningen af 1990'erne efter stifterne Ina og Arne Hjort Knudsen. Siden er der sket en markant vækst og i særdeleshed et øget internationalt fokus under anden generations ledelse.

Ved årsskiftet blev de første skridt mod næste generationsskifte taget, da ejerandele af Hjort Knudsen A/S blev overdraget til Familien Hjort Knudsen Holding ApS. Her er ejerskabet fordelt mellem familiens tredje generation i form af parrets tre børn.

Eventuelle ændringer i ledelsen af familievirksomheden ligger dog længere ude i fremtiden.

- Det er på ingen måde et ledelsesskifte, og Ellen og jeg håber på at have mange gode år i os endnu. Der er ikke taget nogen aktuelle beslutninger i forhold til et generationsskifte, og det handler mere om rettidig omhu i forhold til vores børn. Vi er blevet rådgivet til, at det hellere skal være i god tid end for sent, lyder det fra Klaus Hjort Knudsen.

HJORT KNUDSEN A/S
Regnskabsår 2023 2022
Valuta mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 810,9 786,2
Bruttofortjeneste 264,7 205,7
Resultat af primær drift 55,4 2,4
Resultat før skat 54,1 -16,7
Årets resultat 43,5 -14,1
Antal ansatte 2246 2262
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.447