Chefen midt på gulvtæppet
Unimerco-koryfæet Kenneth Iversen har sluppet sit livsværk uden nogensinde at slippe det.
Hans gamle kontorplads er stadig reserveret til ham, men kun fordi ”de ikke har fundet en anden endnu, der skal bruge det.”
Og selv om hans portræt allerede hænger i indgangskorridoren ved siden af virksomhedsgrundlæggerens portræt, og selv om han er folkepensionist, så opfører Kenneth Iversen sig fuldkommen hjemmevandt hos Kyocera Unimerco i Sunds ved Herning, hvor han i 38 år så virksomheden vokse til en mangedoblet omsætning.
Han sludrer og smågriner med alle omkring sig, tjekker sin computer og bladrer i skuffens papirer.
- Altså jeg kommer her ikke dagligt. Det sker en gang i mellem, at jeg kommer til et møde, fordi de har et spørgsmål eller to, og så har der været nogle projekter, som jeg skulle færdiggøre over for en kunde eller en leverandør.
Fungerer du lidt som konsulent?
- Nej altså, bare som ven. For mig er det bare en selvfølge, siger han lettere afrystende.
Han siger stadig vi om virksomheden og fortæller om, hvad de gør . Ikke hvad de gjorde . Men han fastslår, at han er strøget fra lønningslisten og har modtaget den allersidste øre.
Omkring 1970 forlod en ung revisor sit hjemmevante fiskermiljø i Thyborøn for at tage en HD-eksamen på Handelshøjskolen i hovedstaden.
Men Thyborønboen indeni forlod aldrig Kenneth Iversen, som i 1976 blev ansat hos Unimerco som økonomichef, dernæst som direktør i 1976 og i 1985 som direktøren for det hele.
Historien om Unimercos eventyr er ifølge ham selv en historie om, hvordan han overførte fiskerkutterens virksomhedsstruktur til en kystfjern værktøjsfabrik inde på heden og opnåede en succes, som de fleste må skæve længselsfuldt til.
 Levende legende: Kenneth Iversen er portrætteret i indgangskorridoren hos Kyocera Unimerco i Sunds. |
Den nu pensionerede koncernchef blev i 1948 født ind i et Thyborøn, som han husker, var lige så splittet som Berlin – bare uden mur.
De troende, missionsfolket, fyldte meget og troede stærkt, men selv om Kenneth Iversen havde troende onkler og tanter, så tilhørte hans egen husstand den anden og verdslige del af fiskerbyen, som sjældent så kirken indefra.
- Man respekterede virkelig hinanden. De indremissionske børn måtte ikke gå med i biografen, men vi kunne aldrig drømme om at drille dem for det!, siger han.
Respekten for hinanden var stor, og det samme husker han om Thyborønboerne sammenhold på tværs af livsanskuelser. Troende eller ej – børnene blandede sig på kryds og tværs, når de legede, og leg i Thyborøn foregik ofte ved havet.
Hele byen opdrog børnene i fællesskab, og legede man lidt for letsindigt med livsfaren på yderste havnemole, så fik man nemt en smældende lussing af den nærmeste voksen med tykke arbejdsfingermuskler.
- Det gik man ikke hjem og sagde til sine forældre, for så fik man bare én mere.
Lussingerne lod Kenneth Iversen blive i barndommens Thyborøn, men næsten alt andet tog han med sig.
Og selv om Kenneth Iversen ikke var blandt kirkegængerne hjemme i Thyborøn, så sidder troen dybt i alle – ja også de ikke-troende thyborønboer.
- Jeg har langt hen ad vejen det samme menneskesyn, men ser måske lidt lysere på tilværelsen. Jeg tror, at mennesker gerne vil hinanden det godt.
Han forklarer, at det er grunden til, at han indførte sin særegne ledelsesstil og virksomhedskultur. Få år inde i sin regeringsperiode brød han bogstavelig talt alle vægge ned – også væggen mellem kontorlandskab og produktionshal.
Fællesskab, medejerskab og gennemsigtighed har ifølge Kenneth Iversen været afgørende for successen.
Medarbejderne blev tilbudt aktier. Det tog op imod 90 procent imod. Og alle aktionærer har i årenes løb fået overskudsdeling. Cirka 1.000 i lommepenge om måneden, og det beløb var ens for alle – ens for Kenneth Iversen og for køkkenmedarbejderen.
Han fortæller, at sådan var det nærmest i hans barndoms Thyborøn. Når en firmandsbesætning havde omsat sin fangst til penge, så gik halvdelen af overskuddet til båden, mens de fire delte den anden halvdel efter en fordelingsnøgle, hvor skipperen fik mest og kokken mindst.
Hos Unimerco har lønforhandlingen med gulvmedarbejderne altid været en ren ekspeditionssag. Alle, der ikke har en lederstilling, følger nøjagtigt det samme lønsystem. En såkaldt ”Unimerco-overenskomst”, som Kenneth Iversen helst kalder den. Godkendt af Dansk Metal, men ifølge Kenneth Iversen ”med langt bedre vilkår, end en fagforening ville have sluppet afsted med.”
- I tidernes løb har russere og kinesere – altså også kommunister! - været forbi og virkelig spærret øjnene op, for det her overgik langt deres fantasi. Og her foregik det oven i købet mere reelt, for lederne i deres lande tog sig vist altid godt betalt, gnækker han lystigt.
Men godt betalt tager lederne sig også hos Kyocera Unimerco:
- Jo, vi er en fuldstændig kapitalistisk virksomhed. Ingen tvivl om det! Vi giver bare alle muligheden for at deltage på lige fod, siger han.
Alligevel var det Kenneth Iversen selv, der bandt sløjfe om hele epoken med medarbejderaktier, da han stod i spidsen for et milliardsalg af livsværket til det japanske konglomerat Kyocera. Officielt for at styrke Unimerco på det globale marked.
Et hundredetal af handskeklædte medarbejderaktionærer i snavset arbejdstøj fik opsigtsvækkende millionjackpot ved salget, men samtidig solgte man ud af selve kongstanken bag virksomheden.
Kenneth Iversen bedyrer dog, at det var helt afgørende for salget, at man kunne finde en køber, der ville videreføre værket i samme ånd. Med nærmest thyborønske trosværdier.
- Nogle år før bød en amerikansk virksomhed cirka det samme som japanerne, og der sagde vi nej. Vi havde ikke lyst til at blive ejet af dem! Japanernes virksomhedsfilosofi ligner vores som to dråber vand. Det er bygget på menneskelige relationer og filosofier – der er meget buddhisme i og meget menneskelig kærlighed over for hinanden. Når man læser deres virksomhedshåndbøger, så står der mere om kærlighed og om relationer til hinanden, end der står om priskalkulationer og verdensmarkedsandele, siger han.
I tiden mellem afslaget til amerikanerne og salget til japanerne ramte finanskrise pludselig og forvandlede et millionoverskud til et tilsvarende underskud. Ifølge iagttagere så reagerede Kenneth Iversen prompte og fyrede cirka 60 ansatte, men den episode vil Kenneth Iversen helst neddramatisere.
- Det var ikke voldsomt mange. Dem, vi kom af med, var hovedsaligt nogle, som ikke ville foretage de indgreb, som vi var nødt til. Man gør det så skånsom som muligt. Man snakker med dem for at få en situationsforståelse, og man behandler dem så godt, som man overhovedet kan ud fra den givne situation, og så benytter man selvfølgelig også lejligheden til at komme af med brådne kar, siger han.
- Jeg er bestemt ikke ude på at være populær. Jeg vil gerne være kendt som fair og for at være en, der gør de rigtige ting, og det kan man også være ved at være et rart og venligt menneske.
Hvad er ”brådne kar?”
- Det kan for eksempel være nogle, som er ikke er særligt gode kollegaer over for andre. Trivsel betyder alt, og jeg tror kun, man kan opnå en god bundlinje, hvis vi trives.
Selv om Kenneth Iversen uden tvivl var ærgerrig i sin lederrolle, så vil han helst være en helt almindelig kollega, hævder han.
- Jeg kommer fra et fiskersamfund, hvor vi alle var lige, og hvor vi løste udfordringerne sammen. Jeg har ikke behov for at markere, at jeg har større beslutningskompetence end andre.
Omtrent derfor har han i alle årene siden væggene blev brudt ned haft en ganske tilfældig kontorplads midt i det såkaldte ”gulvtæppeområde”, som er et åbent kontorlandsskab på størrelse med en Lidl-butik.
Det har altid været en fjern tanke for Kenneth Iversen at skulle barrikadere sig bag et ædeltræsskrivebord på et afsidigt kontor med egen sekretær og orkidéer i vinduerne.
- Den brynje, som jeg ser nogle ledere ifører sig, den bryder jeg mig ikke om at have. Og jeg trives med de møbler, som andre skal trives med.
Portrættet i korridoren snyder lidt, for habitjakken på billedet bærer han yderst sjældent. Kun når forretningssituationen har krævet det, har han båret det forventelige chefkostume.
- Har du nogensinde set nogen fra Thyborøn gå med slips? Et slips er ikke jo ikke behageligt at gå med. Det er jo bare et tyndt halstørklæde, og det går man ikke med indendørs. Og slet ikke om sommeren!
Og selv om et trecifret millionbeløb gærer på hans konto - ja, han solgte sine egne Unimerco-aktier for 400 millioner - så forsøder han heller ikke sit otium med hyperforbrug.
- Jeg vil ikke sige, at jeg er nøjsom. Jeg spiser godt. Men jeg føler ikke et behov for at bruge mange penge.
Han remser op af sine vaner. Jo, han går på restaurant og spiser dyrt, men foretrækker at flyve med Ryaniar i Europa på trods af deres "elendige plasticsæder og elendige kundebehandling," som han kalder det. Men hvis han skal uden for kontinentet, så foretrækker han fremover komforten på Business Class, selv om han aldrig har prøvet før.
Hans syv år gamle BMW, som i dag er 200.000 kroner værd, ligner heller ikke noget, man forventer af en himmelforgyldt erhvervsleder.
- Den kører fint, så hvorfor skulle jeg købe en ny? Nej, det er ikke mig at skulle køre rundt i en bil til millioner, bare fordi jeg kan. Jeg kan slet ikke lide det signal, det sender, og jeg kan ikke lide at skræmme mennesker væk, som jeg gerne vil være sammen med. Ingen skal føle, at det er beklemt at tale med mig, fordi de får en forudindtaget opfattelse af mig.
Kenneth Iversen glæder sig over, at han nu kan bestemme sin tid selv. Han har lejet et kontor i Herning, men ikke fordi han har et særligt formål med det.
- Jo, det skulle lige være for at komme hjemmefra hver dag. Jeg vil ikke holde ud at skulle gå hjemme og bare lade tiden gå, mens dagens måltider smelter sammen. Det er ikke mig, siger han og taler løst om de ting, han måske vil foretage sig: Måske nogle foredrag, måske nogle nye investeringer.
- Jeg skal bare nyde det, gå på café til frokost. Bestemme over min egen tid.
På vej mod nye oplevelser ser han tilbage på dem, han har haft.
 "Jeg ville gerne have haft en dybere forståelse af værktøjerne." |
Han rejser sig fra stolen i kantinens hjørne og beskuer det højavancerede boreudstyr, som står udstillet på messeborde.
- Jeg må sige, at interessen for tallene er blegnet voldsomt i forhold til produktet. Tallene repræsenterer jo kun de aktiviteter, der er i virksomheden.
I kantinens hjørne står højavanceret boreudstyr udstillet på messeborde, og Kenneth Iversen beskuer det hele eftertænksomt. I tidernes løb involverede han sig stadig mere i produktionen. Alligevel føler han, at han aldrig nåede helt ind i værktøjernes Allerhelligste.
- Hvis jeg skulle uddanne mig i dag, ville jeg være ingeniør. Jeg synes, værktøjerne er vildt flotte og spændende, og jeg ville gerne have forstået det hele dybere, siger han.
- Værktøjer er vildt flotte og spændende. Vi er lykkedes med at blive blandt de allerbedste i verden. Det har været vildt spændende, og vi har lært utrolig meget undervejs.
Han fortæller om, hvor vigtig åbenheden også var, når man handlede. Om at behandle sine leverandører ordentligt, i stedet for blot at tvære dem i gulvet på priserne. Det har givet Unimerco en masse uvurderlig viden, som leverandørerne har delt ud af.
- Dem, der ikke behandler leverandører ordentligt, aner ikke, hvad de går glip af.
Men hvad bruger man overhovedet al den lærdom til, når man er gået på pension?
Kenneth Iversen trækker vejret lidt dybere og folder øjenbrynet af undren.
- Ja, hvordan har man det efter, man har læst en fantastisk god bog?
Tre bonusspørgsmål:
Hvad laver du helst, hvis du skal slippe direktørrollen en dag eller to?
- Jamen jeg er næsten lige kommet hjem fra festivalen i Skanderborg, hvor jeg boede i telt og stod i ølbod og serverede i tre dage i træk. Det skulle have været i seks timer ad gangen, men det blev vist snarere 12, så der var ikke meget tid til at høre musik. Jo, jeg var lige fordi og høre Poul Krebs….og ja, selvfølgelig Johnny Madsen. Jeg kan godt lide ham, og jeg har også spillet fodbold med ham hjemme i Thyborøn.
Og hvilken musik vil du foretrække at høre, når du er hjemme?
- Det kunne også sagtens være Johnny Madsen. Men også operasangeren Andrea Bocelli, som jeg engang hørte i Jyske Bank Boxen, holder jeg meget af. Det kan være alt muligt, men altså ikke rap eller heavy metal. Det kan jeg ikke lide.
Du har engageret dig i Hernings byudvikling. Hvor stor er Herning om 50 år – og vil byen være i klasse med de største i landet?
Som udviklingen går, hvor folk koncentrerer sig i byerne, så vil Herning være dobbelt så stor om 50 år. Ingen tvivl om det, Herning vil fortsat have stort potentiale som vækstcentrum for Midt- og Vestjylland. Men om det bliver en såkaldt storby eller ej, går jeg ikke op i. Det er kun indholdet, der interesserer mig. For eksempel at samarbejdet med Aarhus Universitet fører til, at endnu flere uddannelser kommer til byen. Bedre uddannelse bliver helt afgørende for, at vi kan vokse.
Artiklen er en del af temaet Portræt.
