23948sdkhjf

Møbelkæde med serieunderskud satser på redningskrans af data

Et nyt datasamarbejde har allerede trukket dobbelt så mange hjemmesidekliks til Daells Bolighus

Der skal noget af en kovending til, hvis Daells Bolighus skal vende den skude, som siden 2007 har sejlet med røde millioner på kistebunden.

Med et nyt datatiltag vil administrerende direktør Brian Seemann Broe dog gøre et forsøg på at dreje roret i den rigtige retning.

- Hvis jeg skal rette op på situationen, er jeg nødt til at forstå situationen, siger direktøren om bolighusets nye datasamarbejde, som giver tiltrængte muligheder for at skærpe alle aspekter af forretningen på baggrund af både fysisk og online data i sød forening.

På Brian Seemann Broes forespørgsel har software-virksomheden Vemco, der blandt andet arbejder med kundetælling, udviklet en ny platform, hvor salgs- og besøgsdata fra de fysiske butikker kombineres med tilsvarende Google Analytics-data fra hjemmesiden. Og det gør en verden til forskel, forklarer Brian Seemann Broe.

- Vi har fået øjnene op for helt nye mønstre og sammenhænge, som vi ikke var bevidste om før med det her nye overblik.

Han fortæller, at man allerede har justeret alt fra bemandingen i de fysiske butikker og ikke mindst sin markedsføring på baggrund af data med positive resultater til følge.

- Vi har kørt med værktøjet i et par måneder, og det har allerede bidraget til dobbelt så mange besøgende på vores hjemmeside og en god vækst i vores online-salg.

Har I været for dårlige til at bruge data tidligere?

- Før jeg kom til, har man simpelthen ikke brugt data. Man puttet penge i kampagner og kørt dem på håb, uden at analysere på, hvad der faktisk virker. Det er så afgørende i en økonomisk udfordret virksomhed som Daells, hvor vi skal have noget ud af hver eneste sparsomme markedsføringskrone, at vi ved, hvad der virker, og hvad der ikke gør.

Kurs mod overskud

Brian Seemann Broe anerkender, at det nye datatiltag, som Vemco Group har udarbejdet, naturligvis kun er en dråbe i havet hos Daells, men han oplyser, at man arbejder på højtryk på alle flanker for at styre det historiske bolighus på ret kurs igen.

- Daells Bolighus kan sagtens komme til at give overskud igen. Fundamentet er der, vi har bare ikke været dygtige nok til at følge med tiden. Men med den her løsning er vi firstmovers, lyder dommen. 

Daells Bolighus er en del af Harald Nyborg-koncernen, der forventes at aflægge regnskab for 2023 indenfor den kommende måned. 

A/S DAELLS BOLIGHUS
Regnskabsår 2022 2021 2020
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 137,7 184,0 217,7
Bruttofortjeneste 6,9 21,0 31,9
Resultat af primær drift -25,9 -20,5 -8,4
Resultat før skat -26,3 -20,6 -8,5
Årets resultat -20,5 -16,0 -6,6
Balancestatus 45,1 51,4 59,0
Egenkapital 8,1 18,6 19,6
Antal ansatte 72 93 99
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.418