Nyt strategisk samarbejde satser på køkkener under åben himmel
Der må siges at være vind i sejlene hos Kolon Total Inventar, som i den grad formåede at holde sig oven vande efter corona.
Og nu kommer der også vind i køkkenet, når Kolon indgår et nyt strategisk samarbejde med "Danmarks førende producent af udekøkkener", ByLogstrup.
Det skriver de to virksomheder i en fælles pressemeddelelse.
Helt konkret skal Kolon fremover være ansvarlig for alt projektsalg hos ByLogstrup, hvilket ifølge en pressemeddelelse vil "sikre en mere effektiv og målrettet salgsproces."
Administrerende direktør hos Kolon, Anders Mads Bonde Jensen, ser frem til samarbejdet, som samtidig kommer til at udvide Kolons tilbud til også at rumme udendørsprodukter.
- Deres innovative design og robuste konstruktion passer perfekt ind i vores portefølje af luksusprodukter, udtaler han blandt andet, og fortsætter:
- Vi ser et stort potentiale hos vores kunder indenfor erhvervsdomiciler, caféer, hoteller. Men også på skoler og institutioner hvor vi laver mange indretningsløsninger, her vil det være oplagt lave udekøkkener af høj kvalitet med opbevaring.
Hos den forholdsvist unge virksomhed ByLogtrup, der blev stiftet tilbage i 2020, sætter man stor pris på de muskler, der følger med den nye samarbejdspartner.
- Kolon bringer en markant markedsposition med sig, der vil tilføre ByLogstrup den styrke, som normalt ville tage årevis at opbygge. Dette partnerskab giver os den nødvendige værktøjskasse til at nå ud til en bredere kundebase og tilbyde vores førsteklasses udekøkkener og -skabe til en endnu større mængde projekter, lyder det fra Henrik Midtgård Hansen og Dan Christensen, de to stiftere af ByLogstrup.