23948sdkhjf

Kontorkæmpe udvider endnu engang - opkøber i Sverige

Først Norge, nu Sverige. Holmris B8 har vokseværk. 

Det er ikke mange måneder siden, Holmris B8 havde pengepungen fremme, da den danske kontorkæmpe opkøbte de sidste 60 procent i sin norske virksomhed Holmris/Formfunk. 

Nu er der endnu engang ekspansionsnyheder. 

Danmarks førende salgs- og leverandørvirksomhed af møbler og interiør har således opkøbt den svenske indretningsvirksomhed AB Evert Lindelöf (Lindelöf). 

Det oplyser Holmris B8 i en pressemeddelelse. 

Begrundelsen lyder, at Holmris ønsker yderligere at styrke sin "pan-nordiske position". Og det er fuldstændig i spænd med de planer om at "vækste uden for det danske marked", som kontorkæmpen lancerede, da den selv kom på hollandske hænder tidligere i år, siger administrerende direktør, Flemming Ib Windfeld til Wood Supply.  

- Vi har forsøgt med at have en fast, etableret person i Stockholm, som har haft til opgave at opdyrke arkitektmarkedet. Og det er sådan set lykkes meget godt, men hver gang vi kom igennem til noget, var vi udfordret af ikke at være fysisk til stede. Og det er på den baggrund, at vi startede vores dialog med Lindelöf, som så nu er endt med et opkøb. 

Vil bygge til 

Ifølge Flemming Ib Windfeld, var det en no brainer, at man skulle købe sig ind i Lindelöf. 

- Virksomheden er sund, så det er et rigtig godt udgangspunkt for os at bygge videre på, fremfor at skulle bygge noget op fra bunden, siger han. 

Men selvom Lindelöf altså er ved godt helbred, så er det helt klart planen, at det svenske ben af Holmris B8 skal vokse på sigt. 

- Vi har købt en forretning, der lige nu omsætter for 150 millioner kroner om året. Det vil vi selvfølgelig gerne øge over tid, men som udgangspunkt skal Lindelöf sikre, at vi kommer til at få de ordrer i Sverige, som vi historisk ikke har fået. Det er lidt ligesom, at flytte ind i et hus, man godt ved er for lille. Vi kommer ikke til at lave det om, men vi kommer til at bygge det større og inkludere flere af vores services indenfor eksempelvis bæredygtighed og upcycling, som lige nu er fremmede for det svenske marked.

Tempo, tempo, tempo 

Der er fart over feltet for Holmris i 2024. Først blev virksomheden selv opkøbt, og nu har man efterfølgende plantet rødder i både Norge og Sverige. Men selvom det går over stok og sten lige nu, så kan man godt følge med forsikrer Flemming. 

- I det norske salg, købte vi de sidste dele af vores norske forretning, så det er knap så stor en opgave. Med Lindelöf skal vi reelt drive deres forretning videre og bygge mere på løbende, forklarer direktøren. 

Lindelöf fortsætter foreløbigt under samme navn, men vil over tid blive "fuldt integreret" med Holmris B8. Den forhenværende direktør i Lindelöf, Johan Bjurling, fortsætter som svensk direktør, ligesom virksomhedens nuværende tyve medarbejdere ligeledes fortsætter. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063