Montana Furniture henter ny direktør fra konkurrent
Sidste sommer måtte han i al hast træde til som konstitueret direktør hos Fritz Hansen. Nu skifter han til konkurrenten.
Fra 1. juni er Lars Torp Madsen nyt direktionsmedlem hos Montana Furniture.
Det fremgår af CVR-registret.
I en mail til Wood Supply bekræfter Montana Furniture, at Lars Torp Madsen tiltrådte som CFO i starten af måneden.
Han kommer direkte fra en tilsvarende post hos designvirksomheden Fritz Hansen, som han har siddet på i mere end et årti.
Ifølge ejerleder Joakim Lassen vil den nye finansdirektør "tilføre nye energi og nye perspektiver" hos reolvirksomheden.
- Lars Torp Madsen medbringer en omfattende erfaring møbelbranchen, hvor han i over 14 år har været finansdirektør hos Fritz Hansen. Derudover har han mange års erfaring fra finansverdenen, og hans evne til at drive forretning vil utvivlsomt bidrage væsentligt til Montana Furnitures succes, skriver han i en mail til Wood Supply.
Et tilbud, man ikke kunne takke nej til
Lars Torp Madsen selv ser frem til skiftet.
- Jeg glæder mig meget til en ny farverig rejse og til at kunne bidrage til at få udnyttet det store potentiale for Montana.
Den nye finansdirektørs goddag, betyder samtidig et farvel til Peter Jørgensen, der har varetaget tjansen som CFO hos Montana gennem de sidste fire år. Ifølge Joakim Lassen var det dog ikke muligt at takke nej til Lars Torp Madsen, da muligheden bød sig.
- Vi har været rigtig glade for samarbejdet med Peter Jørgensen, men da muligheden for at samarbejde med Lars opstod, så vi et godt match, lyder det.
Lars Torp Madsen tog sidste sommer midlertidigt over som administrerende direktør for Fritz Hansen, da den daværende CEO, Josef Kaiser, forlod posten uden varsel. Fra november fandt virksomheden en ny topchef i Henrik Steensgaard, og nu skal den igen på udkig efter et direktionsmedlem.