Sønderjysk tømmerhandel smider mere i kassen hos lokalt fodboldhold
Fodboldspillerne fra Sønderjyske har i den seneste sæson spillet med Davidsen Tømmerhandel logo på maven. Det er slut nu.
Davidsen bliver nemlig i næste sæson, hvor klubben spiller i Superligaen, eksponeret på den mere fremtrædende plads på brystet af spillertrøjerne.
Dermed understreger Davidsens Tømmerhandel endnu en gang sin store støtte til Sønderjyske Fodbold med et nyt, styrket hovedsponsorat, som øger virksomhedens engagement i fodboldklubben samt det tilknyttede akademi for fodboldtalenter i hele Sønderjylland.
- Det er vigtigt for landsdelens selvforståelse, at vi har et Superliga-hold i det sønderjyske. I sidste sæson valgte vi ekstraordinært at overtage logopladsen på maven af spillertrøjerne, men til den kommende sæson er vi tilbage på vores vante plads på brystkassen af trøjen. Det er vigtigt, at vi virksomheder i Sønderjylland står sammen om vores fodboldhold, så vi sikrer et godt økonomisk fundament for klubben og dermed øget konkurrenceevne i Superligaen, udtaler administrerende direktør i Davidsens Tømmerhandel, Henrik Clausen, i en pressemeddelelse.
Davidsen-logoet vil altså fortsat være placeret på Superliga-holdets spilletrøjer, men også U17- og U19-holdene vil bære Davidsens logo i de bedste ungdomsrækker.
- Sønderjyske Fodbold og de mange samarbejdsklubber repræsenterer en særlig stærk sønderjysk sammenhængskraft, som også er kendetegnende for kulturen i Davidsen. Med det nye sponsorat øger vi derfor også engagementet i akademiet, hvor lokale fodboldtalenter kan udvikle sig i professionelle rammer. Med stor opbakning fra os selv og resten af det lokale erhvervsliv glæder vi os over at styrke klubbens fundament forud for en vigtig sæson, lyder det fra Henrik Clausen.
Superligaen = fuld eksponering
Direktør i Sønderjyske Fodbold, Markus Kristoffer Hansen, ser ligeledes frem til at fortsætte det langvarige samarbejde med Davidsen de næste sæsoner.
- Davidsen er en meget vigtig del af Sønderjyske Fodbold, og jeg håber, at alle fodboldglade sønderjyder anerkender den betydning og trofaste støtte, som Davidsen har været for os igennem alle årene. De har bakket op om klubben i gode og svære tider, og derfor glæder det os meget, at de rykker med os op i Superligaen, hvor der igen er udsigt til de helt store oplevelser og fuld eksponering, fortæller Markus Kristoffer Hansen og fortsætter:
- Det glæder mig også, at Davidsen fremover bliver endnu mere synlige på vores talenthold. Sønderjyske Fodbold er hele landsdelens klub med vores 55 samarbejdsklubber, og på vores akademi er der sønderjyder fra hele landsdelen. Deres drøm om at gå hele vejen til førsteholdet bliver styrket af, at Davidsen bakker så solidt op omkring både førstehold og akademiet. Vi ser frem til at promovere landsdelen sammen med Davidsen, når vi tager hul på Superliga-sæsonen efter sommerferien.
Den nye aftale med Davidsens Tømmerhandel træder i kraft 1. juli 2024, og det er Davidsens Tømmerhandel, der står bag sponsoratet og altså ikke Davidsen-familien, som ejer en del af Sønderjyske Fodbold.