Belysningsvirksomhed henter ny kassemester
Nuuras nye kassemester kommer med mange års erfaring og tunge poster på CV’et.
Pr. 24. juni har den københavnske belysningsvirksomhed således ansat Nicholas Yates som CFO, hvor han får ansvaret for Nuuras finansielle aktiviteter samt ledelsen af Nuuras supply chain og sales support afdelinger. Nicholas Yates kommer med mange års erfaring efter en lang finansiel karriere hos blandt andre Pandora, Ganni og senest Maanesten.
- Jeg er begejstret for at starte hos Nuura på sådan et spændende tidspunkt, og jeg ser frem til at arbejde med det talentfulde team for at bygge videre på virksomhedens stærke fundament og drive fremtidig succes. Sammen vil vi fortsætte med at levere enestående værdi, kvalitet og innovation til vores kunder," siger Nicholas Yates i en pressemeddelelse.
Nuura har netop stiftet et datterselskab i USA, som skal servicere den stigende efterspørgsel fra det amerikanske marked, og en øget kompleksitet i forretningen gør at den finansielle afdeling i Nuura skal styrkes, forklarer adm. direktør Nadia Lassen.
- At ansætte en CFO er en stor og vigtig beslutning for Nuura. Vi er derfor glade for at kunne meddele at vi har ansat Nicholas Yates. Vi har store forventninger til samarbejdet, og er overbeviste om at han er det rette match til Nuura, siger hun og fortsætter:
- Nicholas kommer fra England og har et naturligt internationalt mindset, stor erfaring i rollen som CFO i vækstvirksomheder og vi er overbeviste om at ansættelsen af netop ham, er et positivt skridt på vores internationaliseringsrejse.
Nuura, der lancerede virksomhedens første kollektioner i 2018, kom ud af seneste regnskabsår, det forskudte 2022/23, med et overskud på 4,5 mio. kr. før skat.