Kontormøbel-producent kravler tilbage i plus
Trods faldende aktivitet er Dencon lykkedes med at vende røde tal til sorte.
Det viser en ny årsrapport fra den Skive-baserede kontormøbelproducent, der har rødder tilbage i 1964.
Hvor virksomheden i 2022/23 måtte se bundlinjen gå i rødt og notere sig for et underskud på knapt 2 mio. kr. før skat, blev der i 2023/24 indkasseret lige godt en halv million.
Ifølge administrerende direktør Henrik Nielsen er Dencon godt i gang med en turn-around båret af en kombination af tilpasning af omkostninger, øgede investeringer og fokus på vækst.
- Vi har arbejdet målrettet på at optimere vores processer og styrke vores kunderelationer, hvilket blandt andet har været afgørende for vores positive udvikling, udtaler Henrik Nielsen i en pressemeddelelse.
Regnskabsår | 2023/23 | 2022/23 | 2021/22 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 16,7 | 18,1 | 19,5 |
Resultat af primær drift | 1,4 | -0,4 | 1,8 |
Resultat før skat | 0,52 | -2,0 | 1,4 |
Årets resultat | 0,40 | -1,5 | 1,1 |
Balancestatus | 53,7 | 58,5 | 54,3 |
Egenkapital | 23,1 | 24,7 | 27,2 |
Gns. antal ansatte | 44 | 56 | 61 |
Kilde: CVR |
Han overtog i februar 2023 direktørposten efter mangeårig ejerleder Henrik Søgaard Feld, og i den forbindelse lød det, at den fremtidige vækst blandt andet skulle hentes via en aggressiv eksportindsats. I dag er der kommet flere ord på planerne.
- Væksten skal blandt andet komme via øget fokus på produktudvikling, fokuseret arbejde med at forny det visuelle udtryk og designsprog, samt en strategi der skal gøre Dencon stærkere på eksportmarkederne, udtaler Henrik Nielsen.
Han glæder sig ikke overraskende over, at Skive-virksomheden trods udfordringer som stigende råvarepriser og økonomisk usikkerhed kom ud af året med fremgang, og selvom markedet stadig byder på udfordringer, er Henrik Nielsen optimistisk, når det kommer til fremtidsudsigterne.
- Vi skal øge både omsætning og indtjening de kommende år, og vi har igangsat flere initiativer til vækst, så jeg er bestemt positiv for fremtiden, siger han
I årsrapporten lyder det da også, at ledelsen forventer et stigende aktivitetsniveau i indeværende regnskabsår, om end der ikke sættes præcise tal på forventningerne.
”Resultatet forventes at være bedre end regnskabsåret 2023/24,” lyder det blot.