23948sdkhjf

Sensorvirksomhed får investering: Skal være trædepude til USA

Med en frisk tocifret millioninvestering vil sensorvirksomheden Tector etablere sig med afdeling i Storbritannien, men det er kun et skridt på vejen mod det amerikanske marked

Den danske sensorvirksomhed Tector er for alvor på vej ud i den store verden.

Selskabet, der udvikler en sensor til at måle fugtskader og lækager i bygninger, har fået en investering på 2 millioner euro, og de penge skal bruges på at øge fodaftrykket Storbritannien. Det fortæller CEO Jeppe Rasmussen.

- Vi skal bruge investeringen til at hyre folk i UK til at udbrede vores løsning, og til at være der for at servicere kunderne. Så lige nu er jeg derovre for at bygge afdelingen op, og så skal den kunne stå på egne ben, siger Jeppe Rasmussen.

Om Tector

  • Stiftet af Jeppe Rasmussen i 2019. Han er stadig CEO i virksomheden.
  • Hed oprindeligt Woodsense men skiftede i 2024 navn til Tector, efter forretningsområdet blev udvidet.
  • Leverede oprindeligt sensorer, der kunne måle fugt i trækonstruktioner. Senere er forretningsområdet udvidet til blandt andet at servicere inden for andre typer af konstruktioner i byggeriet. Særligt i bygninger med flade tage er der ifølge direktøren potentiale.
  • Sensoren måler fugt og kan ved hjælp af machine learning og Tectors alarmsystem holde øje med og meddele om fugtniveauer og hvor kritisk disse er for konstruktionerne.
  • Har medio 2024 kunder i 16 lande og har aktuelt 6.000 sensorer ude at arbejde.

Kilde: Tector, Jeppe Rasmussen

Han fortæller, at Tector, der tidligere hed Woodsense, for nuværende har kunder i 16 forskellige lande, men det britiske kontor bliver den første egentlige afdeling uden for Danmark. Ifølge Jeppe Rasmussen er det oplagt, at afdelingen placeres netop her.

- Der er bare mange flere bygninger der og et kæmpe fokus på at beskytte mod fugt grundet utallige skandaler i medierne, så det giver mening at have mennesker på jorden i Storbritannien, siger Jeppe Rasmussen med henvisning til en række sager om fugtskader på britiske skoler.

- Og så giver det mening at starte noget marketing op der, som senere kan kopieres, når vi på et tidspunkt inden for alt for mange år skal til USA. For det er der, det virkelig kan rykke, lyder det videre fra Jeppe Rasmussen.

Hands on-investorer

Investeringen, som nu skal få Tector til UK, kommer fra to investorer i form af BD Partners og Superseed.

Ifølge Jeppe Rasmussen er der ikke tale om passive investorer. Især sidstnævnte kan hjælpe med det salgsmæssige, lyder det. Han henviser til, at Superseed har en partner i form af Mads Jensen, der tidligere har stået bag virksomheden Sefaira, som laver software til optimering af energi i bygninger, og siden solgt virksomheden

- Han ved, hvad vi skal igennem qua hans baggrund med at have vokset og solgt en softwarevirksomhed i byggebranchen. Og Superseed er gode til at hjælpe folk i vores størrelse med salg, opbygning af salgsteam og hvordan man gør tingene. De er meget hands on, fortæller Jeppe Rasmussen.

Tector har eksisteret i fem år, har kunder i 16 lande og har i skrivende stund 6.000 sensorer ude.

Produktionen af elektronikken og kassen laves i henholdsvis Polen og Kina.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094