Er priserne i møbelbranchen pilrådne?
I 2024 har prissætningen i møbelbranchen gentagne gange været til debat.
Først på året var det Dalls Bolighus’ nytiltrådte direktør, der i Ekstra Bladet kaldte møbelbranchens prissætning for ”pilrådden”.
I sommerferien blev Forbrugerombudsmanden i Jyllands-Posten opfordret til at undersøge branchens store udsving mellem normalpriser og tilbudspriser – de såkaldte ’elevatorpriser’.
Nu tillader jeg mig at pippe frem fra den del af møbelbranchen, som afsætter varer gennem de uafhængige møbeldesignbutikker.
”Når en stor del af varerne bliver solgt på tilbud, giver det butikkerne et incitament til at sætte normalprisen højt,” lyder bekymringen i Jyllands-Posten fra cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk, Morten Bruun Pedersen.
Den bekymring forstår jeg godt.
Men i mine 40 år i møbelbranchen har jeg aldrig oplevet forhandlere sætte priserne højere end vores vejledende udsalgspriser.
Tværtimod.
Det er måske ikke alle, der ved det, men corona-årene skabte kronede dage i møbelbranchen. Kunderne sad derhjemme og kunne ikke bruge penge på rejser og oplevelser.
Det skabte en kunstig høj omsætning på møbler, og man forsøgte at følge med den pludselige efterspørgsel ved at opbygge bugnende lagre.
Men forbrugsboblen brast, da verden og konkurrencen om kundernes penge åbnede op igen.
Nu oplever vi en yderligere opbremsning i forbruget, og kreditselskabet Atradius melder om et højt antal konkurser og serieunderskud i møbelbranchen.
Hos vores forhandlere ser vi sæsonvarer som havemøbler og parasoller, som nærmest må foræres væk.
Og ja, det kan virke som en vild elevatortur, der skaber uro om prissætningen.
Men virkeligheden er bare, at i dødvandet efter corona tæller et salg med store prisafslag mere end intet salg, og man æder derfor de lave avancer, selvom de smager bittert.
Medieomtalen af elevatorpriserne udtrykker stor bekymring for forbrugerne.
Man hæfter sig særligt ved, at de uigennemsigtige priser betyder, at kunderne skal bruge meget tid på research af produkterne.
Følgende scenarie vil jeg påstå, at en møbeldetailbutik oplever ugentligt:
En kunde kommer ind i butikken, oplever møblernes kvalitet og komfort, får vejledning om valg af materiale og går igen, for at bestille til billigste pris på nettet.
Nogle forhandlere melder om ”runde-sms’er”, hvor en kunde lister en række produkter, de ønsker at købe, og beder forskellige forhandlere om at gå i budrunde.
Så i tider med elevatorpriser handler min bekymring ikke om os som forbrugere og vores behov for research.
Jeg er derimod bekymret for, hvor mange aktører i møbelbranchen der overlever i længden.
Er normalpriserne sat kunstigt højt?
Nej.
De er sat, så handlen giver mening for både producent og forhandler.
Som konkurserne og regnskabstallene viser, giver mange handler desværre ikke mening i denne tid.
Artiklen er en del af temaet Klumme.