23948sdkhjf

Undersøgelse: Halvdelen af danskerne har skiftet vinduerne ud

At skifte vinduer er det renoveringsprojekt, som flest danskere har kastet sig over i løbet af det forgangne år. Flere vælger at gøre det selv

Udskiftning af vinduer er den til- og ombygning, som flest danskere har kastet sig over i løbet af det forgangne år. 

Fra 2024 har 47 procent af danskerne samlet set skiftet ud til energivinduer, viser en ny rapport fra Videncentret Bolius.

Den udvikling kan mærkes hos Sparvinduer, der sælger vinduer og døre online. Her er det op mod 40 procent af kunderne, der i dag selv står for monteringen af deres vinduer.

– Det er ikke raketvidenskab, men man skal alligevel sætte sig ind i, hvordan det skal gøres. Der er servicevideoer på vores hjemmeside, som mange vælger at støtte sig til, og det betyder meget. Vi kan følge med i, at der er flere, som ser videoerne og bruger vores guides, og det er især de unge, udtaler Morten Lassen, der er kunderådgiver hos Sparvinduer, i en pressemeddelelse. 

Ifølge Bolius-rapporten har 59 pct. af danskerne benyttet en håndværker inden for de seneste to år, mens det for ti år siden var 71 procent.

Særligt unge gør det selv

At det især er yngre par, der kaster sig ud i at gøre tingene selv, er der flere grunde til, mener livsstilsekspert Mads Arlien-Søborg:

– Især de unge førstegangskøbere mærker de høje renter, og for dem er der ikke overskud i etableringsbudgettet til en håndværker, som der var for fem år siden. Derfor giver flere sig i kast med gør-det-selv, udtaler Mads Arlien-Søborg i pressemeddelelsen. 

Han uddyber:

– De unge bruger deres platforme til at finde tutorials, da de ikke har stor erfaring. Derfor kan deres projekter ofte blive lidt kaotiske og uforudsigelige, som vi har set i programmet med Sofie Linde, der renoverer hus på Langeland og viser, at man sagtens kan prøve sig frem og lære af sine fejl. Det er der også meget identitet i.

Som onlineforretning ser Sparvinduer meget til den yngre målgruppe. Konceptet har ingen fysiske butikker, men enkelte showrooms, hvor kunderne kan booke sig ind eller selv scanne sig ind ved hjælp af en QR-kode.

- Mange af vores kunder bruger flittigt vores videoer, og når jeg taler med især de yngre kunder i vores showroom eller online, er det tydeligt, at det hjælper dem enormt meget. Selv hvis man får en håndværker til at hjælpe med at montere, er der mange, der sætter pris på at kunne sætte sig ind i opmåling selv online, forklarer Morten Lassen, der estimerer, at forbrugerne kan spare op til 40 procent af den samlede pris for nye vinduer til hele huset ved at montere selv.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.058