Limtræsproducent er blevet en del af eksklusiv klub
Det er ofte yngre virksomheder, som bliver tildelt Børsen Gazelle.
Det kræver nemlig hurtigvoksende vækstrater at opnå den eftertragtede pris. Men det betyder ikke, at virksomheder med flere år på bagen ikke kan være med blandt landets mest vækstende virksomheder.
Således er Vinderup-virksomheden VTI kommet med i det selskab af 0,9 procent af de danske virksomheder, der har leveret så imponerende resultater, at de har gjort sig fortjent til den velkendte kobberstatuette.
Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
VTI, som producerer limtræ, har således fordoblet sin vækst over de seneste fire år.
- Jeg er glad og stolt på hele organisationens vegne. Det er en stor anerkendelse af vores fælles indsats og den imponerende vækst, vi har skabt sammen de sidste fire år. Vi har bevist, at selv som veletableret virksomhed med næsten 50 år på bagen, så kan det godt lade sig gøre at opnå de resultater der skal til for at blive kåret til Gazelle, udtaler Jacob Wernberg, administrerende direktør i VTI, i pressemeddelelsen.
Der er en række parametre, der ligger til grund for uddelingen af Børsen Gazelle. Blandt andet skal virksomheden i en fireårig periode have leveret positivt vækst i bruttoresultatet hvert år, og over den fireårige periode, skal væksten minimum være på 100 procent – altså en fordobling.
Vokset ud af Vinderup
Resultaterne, som har skaffet Gazellen i hus, er ifølge virksomheden ikke kommet af sig selv.
Det er sket i en tid, hvor markedet har forandret sig, og hvor VTI også har måttet omstille sig. Ligeledes er det lykkedes VTI at vækste ud af rammerne i Vinderup og har i perioden udvidet med ny fabrik i Letland for at øge kapaciteten og have produktion tættere på både skoven og nogle af virksomhedens eksportmarkeder.
Jacob Wernberg, som har været ved roret i VTI gennem otte år, har netop meldt sin afgang som administrerende direktør.
- Vi har formået at udvikle os og skabe noget særligt i en udfordrende tid. Vi er godt på vej fra blot at være leverandør af et produkt til også at være rådgiver og sparringspartner for vores kunder og samarbejdspartnere. Jeg er glad og utrolig stolt over virksomhedens udvikling de sidste mange år og med en ny ved roret kan der udvikles yderligere – potentialet i fremtiden er stort, udtaler Jacob Wernberg.
VTI er i familie med flere andre træbearbejdende virksomheder, blandt andet Norto, som producerer interiør baseret på resttræ fra VTI’s produktion.