23948sdkhjf

Træbaserede rækkehuse bidrager til klimamål

De nye rækkehuse står opført tæt ved Glostrup Station, og der er tænkt flere bæredygtige elementer ind

Der er allerede udlejet 452 etageboliger, og nu er 27 svanemærkede rækkehuse også klar. 

De 27 toplans rækkehuse er udført med præfabrikerede råhuse. Det nye Kirkebjerg Søpark i Brøndbyvester, tæt ved Glostrup Station, er en milepæl i ejendoms- og udviklingsselskabet AKF’s fremtidsvision for mere klimavenlige boligkoncepter.

Foruden valget af træ som det bærende materiale er der tænkt flere miljøvenlige tiltag ind designet, blandt andet solceller, sedumtage og rustikke, røde genbrugstegl til facaderne som en reference til Kirkebjergs historie som ”Den Røde By”.

- Kirkebjerg Søpark er et projekt, hvor vi afprøver forskellige materialer og metoder med bæredygtighed som det overordnede fokus. Vi vil være visionære i vores tilgang til byggeri, ikke kun for at reducere CO2-aftrykket, men også for at styrke den arkitektoniske kvalitet i de boliger, vi bygger. Her er præfabrikerede træelementer en velafprøvet og bygbar metode, der bidrager til at opfylde vores mål på begge fronter, udtaler Thomas Koch, projektchef i AKF, i en pressemeddelelse.

Tæt-lav-projekter fylder mere hos Taasinge Elementer

Til rækkehusene på Søstien i Kirkebjerg Søpark har Taasinge Elementer leveret de fulde råhuse over fundament, i alt godt 9.800 kvadratmeter tag- og facadeelementer, lejlighedsskel, indvendige vægge og etagedæk. 

Hos den sydfynske elementproducent fylder tæt-lav-projekter generelt mere og mere af den samlede forretning. Taasinge Elementer har de sidste fem år leveret op mod 600 tæt-lav-boliger årligt, og aktuelt udgør tæt-lav-byggeri omkring en tredjedel af virksomhedens projektpipeline.

Det er der ifølge pressemeddelelsen flere grunde til. 

Først og fremmest er rækkehuse en boligform, der er attraktiv i en tid, hvor stigende urbanisering stiller krav om en højere befolkningstæthed og et større udbud af familievenlige boliger i forstadsområder og bynære områder tæt på de større byer. Samtidig passer træbaserede byggematerialer rigtig godt til netop tæt-lav-bebyggelse, hvor styrkekravene til de bærende materialer er mindre end i større byggerier.

Her tilbyder præfabrikerede træelementer, foruden den CO2-mæssige gevinst, nogle klare fordele i form af høj færdiggørelsesgrad, effektiv logistik og færre mandetimer på byggepladsen. På Søstien kunne fire mand og en kran således montere og lukke en ’stang’ med seks huse på omtrent ti dage.

- Vi forventer en fortsat stigende efterspørgsel på tæt-lav-byggeri i de kommende år i takt med, at projektmarkedet genvinder momentum, og der bliver behov for flere boliger i og omkring de større byer, udtaler Allan Nykær Rosenhøj, salgschef i Taasinge Elementer, i pressemeddelelsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094