23948sdkhjf

Aarhusiansk træbyggeri vinder bæredygtighedspris

De var tre forskellige bæredygtige projekter, der var i spil til at vinde Den Grønne Pris ved årets Building Awards. I sidste ende var der dog et projekt, der adskilte sig fra mængden

Skulle man beskrive byggebranchen med en farve, var grøn ikke farven, man først ville ty til.

Byggebranchen er som bekendt set en stor CO2-udleder og forurenende branche, men det arbejder flere aktører i kulissen på at ændre.

Og set i det lys og i det store samfundsbillede var Den Grønne Pris muligvis aftenens vigtigste pris blandt alle dem, der skulle uddeles ved torsdagens Building Awards.

Den skulle tilfalde en aktør i byggebranchen, der effektivt forener kampen mod klimaforandringer med bæredygtig udvikling gennem innovative løsninger, banebrydende metoder eller særlige klimabeskyttende projekter.

Finalisterne var Bygmas Take Back-ordning, Bewis genanvendte flamingo-isolering GreenLine og det aarhusianske højhusprojekt TRÆ, der var nomineret til hele tre priser ved Building Awards 2024.

Det var grundlæggende tre vidt forskellige projekter, men fælles for dem alle var, at genanvendelse var en central faktor.

Og her blev det TRÆ, der vandt Den Grønne Pris.

Den 78 meter høje bygning i 20 etager er ikke et rent træbyggeri, som navnet kunne antyde, men det bæredygtige fokus gennemsyrer bygningen. Faktisk er det kun vitale dele af byggeriet som eksempelvis nødudgange, der skal bygges i beton, som ikke er genbrug.

- TRÆ bliver en pioner, der kan vise vejen for andre, der tænker på at igangsætte lignende byggerier. De erfaringer, man gør sig i Aarhus, bliver meget værdifulde, har Mette Glavind, der er en del af juryen for Den Grønne Pris, tidligere fortalt Licitationen.

TRÆ er tegnet og udtænkt af Lendager Architects og opført for PFA og Kilden & Hindby med Artelia og Kaj Ove Madsen som henholdsvis rådgivende ingeniører og entreprenør.

Om Building Awards og Den Grønne Pris

Building Awards er bygge- og anlægsbranchens samlingspunkt. Her mødes branchens største og mest innovative aktører, når Licitationen den 21. november 2024 hylder de virksomheder, personer og projekter, der har revolutioneret dansk byggeri.

Den Grønne Pris går til en aktør i branchen, der med innovative løsninger bidrager til klimabeskyttelse og miljøvenlig praksis i byggeriet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078