Ny undersøgelse: Flere vil betale ekstra for bæredygtige materialer
Der er sket en ændring i danske boligejeres prioriteter.
Flere har fokus på bæredygtighed, når de vælger materialer til deres bolig.
61 procent af boligejerne lægger i nogen grad vægt på bæredygtighed, mens knap 20 procent tillægger det stor eller meget stor betydning.
For blot to år siden var det kun halvdelen af boligejerne, der i nogen grad prioriterede bæredygtighed, og 13 procent anså det for vigtigt i høj eller meget høj grad.
Tallene kommer fra en undersøgelse blandt flere end 2.000 boligejere, som Voxmeter har udført for gulvvirksomheden Timberman. ´´
– Et er, at bæredygtighed fylder på dagsordenen mange steder i samfundet, men det er lige så vigtigt, at danskerne rent faktisk tænker bæredygtighed ind i deres hverdag gennem eksempelvis materialevalget. Derfor er det virkelig positivt at se, at tallene rykker sig i den rigtige retning år efter år, når vi gennemfører vores undersøgelser, udtaler Mogens Fisker, som er direktør i Timberman, i en pressemeddelelse.
Vil betale ekstra
Undersøgelsen viser også, at boligejerne ikke blot har større fokus på bæredygtighed – de er også villige til at betale ekstra for det. Hele 53 procent af de adspurgte er i nogen eller høj grad klar til at betale mere for bæredygtige materialer.
Ifølge Ole Storm Jørgensen, lektor i forbrugeradfærd ved Erhvervsakademi Dania, er det særligt bemærkelsesværdigt, da højere omkostninger samtidig nævnes som den største barriere for at vælge bæredygtige materialer.
– Undersøgelsen er et godt billede på den transformation, som vores forbrugeradfærd står i, og hvor der stadig opleves modsatrettede forhold. Boligejerne peger på, at de gerne vil gøre noget godt for klimaet, og over halvdelen svarer også, at de faktisk gerne vil betale en højere pris for bæredygtighed, udtaler Ole Storm Jørgensen.
Forskel på områder
Han understreger dog, at de oplevede omkostninger stadig er en væsentlig barriere – især i områder, hvor bæredygtighed ikke vægtes lige så højt.
For eksempel viser undersøgelsen, at boligejere i Nordjylland i mindre grad prioriterer bæredygtighed og ligeledes er mindre villige til at betale ekstra for bæredygtige materialer, mens den modsatte tendens gør sig gældende i hovedstadsområdet.
– De regionale forskelle kan være resultater af flere faktorer, herunder økonomi og kulturel eksponering. I områder med et højere indkomstniveau vil boligejerne kunne lade økonomi træde mere i baggrunden og foretage materialevalg på baggrund af andre faktorer. Men i sidste ende er det afgørende for hastigheden i udviklingen i høj grad afhængig af merprisen og den fortælling, der er knyttet til produktet, udtaler Ole Storm Jørgensen.
Om Timberman Trends
Timberman Trends er en årlig trendanalyse, som har til formål at tage temperaturen på, hvilke trends og tendenser inden for bolig og livsstil der rør sig nu og i den nærmeste fremtid.
Forbrugerundersøgelsen er foretaget af Voxmeter i perioden 3. september til 26. september 2024 på vegne af Timberman, og der er indsamlet data fra 2.037 nationalt repræsentative respondenter, som bor i ejer- eller andelsbolig.
Undersøgelsen er gennemført som en webbaseret undersøgelse ved brug af Voxmeters CAWI-system blandt tilfældigt udvalgte respondenter, og data er indsamlet efter nationalt repræsentative kvoter på køn, aldersgruppe og region.