Ekspansion bag fortsat lønsom vækst i kendt bolighus
Den danske del af familieejede Illums Bolighus fortsatte de pæne væksttakter i sit seneste regnskabsår, der sluttede med udgangen af september 2024.
Omsætningen steg med knap 12 pct. til 363 mio. kr., og der var fremgang på alle vigtige nøgletal i forhold til året før.
Ifølge årsrapportens ledelsesberetning er der tale om "en tilfredsstillende vækst i omsætning og indtjening".
For omsætningens vedkommende var den "primært drevet af flytningen af Lyngby-butikken til Lyngby Storcenter, åbning af butikken på Rådhuspladsen samt udvidelser i Københavns Lufthavn. Derudover bidrog organisk vækst i eksisterende butikker og onlinekanaler til stigningen", fremgår det.
Fakta om Illums Bolighus
- Illums Bolighus har eksisteret i mere end 80 år og er en danskejet familiekoncern
- Møbelforretningen startede tilbage i 1925 på Amagertorv 10 i København, hvor der i forretningen BO blev solgt møbler, kunst og tekstiler
- I dag er Illums Bolighus til stede i både Danmark, Sverige, Norge og Tyskland
- Den nye flagship store i Lyngby Storcenter bliver den 19. butik, der er åbnet i Illums Bolighus’ historie
Driftsresultatet på 23,8 mio. kr. tangerede næsten de seneste fem års bedste tal, og tilbage på bundlinjen blev der 27 mio. kr. - en fremgang på knap 4 mio. kr. i forhold til regnskabsåret før.
- Set i lyset af, at markedet i 2023/24 har været påvirket negativ af høj inflation og renter, der har dæmpet forbrugernes købelyst, findes resultatet for 2023/24 tilfredsstillende. Illums Bolighus har vundet markedsandele og samtidig øget indtjeningen. Butiksnetværket er i regnskabsåret blevet styrket, og særligt med flyt af Lyngby-butikken til Lyngby Storcenter har styrket Illums Bolighus position nord for København. Der er blevet investeret i at forbedre kundeoplevelsen i fysisk butik gennem øget fokus på kundeservice og visuel merchandising samt online med optimering af hjemmesiden og den digitale markedsføring.
Venter afdæmpet vækst
Illums Bolighus med adm. direktør Henrik Ypkendanz i spidsen forventer en fortsat afdæmpet købelyst blandt danskerne - men med en svagt opadgående tendens.
For indeværende regnskabsår venter man en omsætningsvækst på to til fem procent og et resultat på mellem 26 og 30 mio. kr.
Regnskabsår | 2023/24 | 2022/23 | 2021/22 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 363,0 | 325,4 | 305,1 |
Bruttofortjeneste | 116,4 | 96,6 | 92,4 |
Resultat af primær drift | 23,8 | 17,9 | 23,9 |
Resultat før skat | 32,3 | 27,4 | 40,2 |
Årets resultat | 27,1 | 23,3 | 34,4 |
Balancestatus | 262,9 | 270,8 | 241,5 |
Egenkapital | 132,3 | 144,0 | 148,4 |
Antal ansatte | 176 | 170 | 153 |
Kilde: CVR |