Danskerne blandt de mest e-handlende i Europa
Sammen med Sverige er Danmark Europas tredje mest e-handlende nation, viser nye tal fra Eurostat. Men det er stadig de fysiske butikker, der er klart mest populære hos danskerne.
- E-handlen er populær og en integreret del af mange danskeres hverdag. Det er nemt og bekvemt, og man kan gøre det uanset, hvor man er, og hvad tid på døgnet, det er. Men det er altså stadig de fysiske butikker, der er klart mest populære hos danskerne. Selvom vi besøger netbutikkerne flittigt, udgør e-handlen ifølge Dansk Erhvervs beregninger stadig kun ca. 8-10 pct. af privatforbruget, understreger Marie Louise Thorstensen, politisk konsulent i Dansk Erhverv.
Ifølge Eurostat e-handlede 79 pct. af de danskere, der benyttede internettet, i 2012. Listen toppes af Storbritannien (82 pct.) og Norge (80 pct.). Det europæiske gennemsnit er 59 pct., mens henholdsvis Rumænien (11 pct.) og Bulgarien (17 pct.) ligger helt i bund.
God business for danske netbutikker i Sverige og Norge
Ifølge Dansk Erhverv bør de danske netbutikker bruge den nye rangliste til at styrke deres indsats på de vigtigste markeder:
- Eftersom både Norge og Sverige også topper e-handelslisten, er de oplagte markeder for danske netbutikker, der gerne vil ud over rampen uden for Danmarks grænser. Fordelen for de danske netbutikker er blandt andet også, at der er en række ligheder i forhold til sprog, mentalitet, tøjstørrelser og stil, siger Marie Louise Thorstensen.
Men hvis de danske netbutikkers succes skal nå sit fulde potentiale, kræver det også en større ensartethed af reglerne og håndhævelsen på tværs af EU, mener Marie Louise Thorstensen.
- I takt med, at danskerne lægger flere og flere penge i netbutikkerne udenfor landets grænser, så bliver det vigtigere med ensartede regler og effektiv håndhævelse på EU-niveau. Det er konkurrenceforvridende, hvis butikkerne i nogle lande skal leve op til strenge regler og håndhævelse af eksempelvis forbrugerbeskyttelse og moms, mens andre slipper med næsten ingenting, siger hun.
Der er især sket en markant stigning i danskernes køb af rejser og overnatninger på nettet. I 2008 angav 35 pct. af danskerne, der bruger internettet, at de havde købt rejser og overnatninger, mens andelen i 2012 er steget til 56 pct. Vi køber også en del tøj på nettet – 40 pct. af danskerne købte således tøj og sportsudstyr i 2012.
Kilde: Dansk Erhverv