23948sdkhjf

Trælastdirektør: - Nu er ulven kommet

Hos Johannes Fog indstiller direktøren sig på, at en af konkurrenterne snart bliver markant større. Nu håber han, at et gammelt mundheld holder stik

Hellere lille og vågen, starter et gammelt mundheld som bekendt. Og lige præcis det håber Karsten Østergaard Larsen, adm. direktør hos sjællandske Johannes Fog at kunne sætte sin lid til, når konkurrencen snart skærpes.

- Kigger jeg på konkurrencesituationen, så har vi i mange år råbt “ulven kommer”. Og nu er ulven altså kommet, siger han med henvisning til Davidsens opkøb af tre tidligere XL Byg-selskaber.

Med opkøbene, der forventes gennemført i løbet af årets første seks måneder, står Davidsen til at vokse til omtrent dobbelt størrelse, og på Johannes Fogs sjællandske hjemmebane føjer sønderjyderne fem nye forretninger til foretagendet.

- Med de opkøb går markedet fra to store til tre store udbydere, og der skal vi selvfølgelig finde ud af at navigere i den nye dagsorden. Men det er ikke noget, jeg er bange for, fastslår Karsten Østergaard Larsen, der netop har rundet et år på direktørposten.

Altid nye muligheder

De senere år er der sket en heftig konsolidering i den danske byggemarkedsbranche. Særligt har den absolutte markedsleder Stark været på opkøbsridt både ude og hjemme, men heller ikke markedets nummer to, Bygma, har ligget på den lade side.

Og allerede da finske Kesko i 2023 annoncerede overtagelsen af hidtil familieejede Davidsens Tømmerhandel, blev det understreget, at der også her var akkvisitive ambitioner. Knapt et år senere kunne den sønderjyske trælastkæde så løfte sløret for det største, samlede opkøb til dato, der sikrer en solid plads som markedets nummer tre og en samlet omsætning, der i 2023 lød på godt 6 mia. kr.

Det er imidlertid mere end ti år siden, Johannes Fog sidst annoncerede et opkøb, og om der er noget på trapperne, vil direktøren ikke afsløre.

- Det kommer jeg ikke til at svare på. Men det er klart, at vi skal kigge på vores placering i markedet, og det er vi i fuld gang med, siger Karsten Østergaard Larsen.

Den sjællandske trælastkæde, der i dag tæller ni forretninger, kom ud af 2023 med en omsætning på 1,1 mia., men selvom Fog målt op mod mastodonterne kan ligne en markedets miniput, frygter direktøren ikke at blive mast trods udsigten til øget konkurrence.

- Det er vigtigt at understrege, at der altid opstår nye muligheder, når de store plader rykker sig. Vi har nok været lidt bange for at være den lille, men lige nu kan det måske blive en fordel, fordi vi kan navigere hurtigere og gå i den retning, hvor vi ser, mulighederne ligger, siger han.

Venter vækst

I stedet for at betragte Davidsens forestående vokseværk som en stor udfordring, ser Karsten Østergaard Larsen altså det tektoniske skifte som en mulighed.

- Og også en mulighed, der giver mulighed for vækst, hvis vi gør det rigtigt, vurderer han.

Præcis hvordan den “rigtige” tilgang ser ud, vil han nødigt gå i detaljer med, men det handler i høj grad om at tilpasse sig det foranderlige marked, lader han forstå.

Eksempelvis har kæden, der traditionelt har stået stærkest inden for tømrer- og snedkersegmentet, øget fokus på produkter inden for murer og kloak.

- Især det sidste er selvfølgelig interessant i forhold til tiderne, så vi er inde at kigge på nye segmenter, hvor vi ser, der kommer vækst, fortæller Fog-direktøren.

Og generelt er det Karsten Østergaard Larsens forventning, at markedet efter et par sløje år er på vej tilbage i gear. Trods udsigten til øget konkurrence indstiller han sig således på, at 2025 kommer til at byde på vækst, og han melder klar til kamp om markedsandele. Præcis hvor stor den 104 år gamle trælastkæde skal vokse sig, vil han dog nødigt sætte måltal på for nuværende.

- Men da vi var størst, omsatte vi for 1,5 milliarder og sidste år omsatte vi for 1,1, så vi kan jo starte med at erobre de andele tilbage, vi har tabt, lyder det.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.053