Vinduesproducent mere end fordobler bundlinjen
2024 blev et godt år for den Ribe-baserede vindue- og dørproducent Obbekjær Vinduer.
Virksomheden kom nemlig ud af det netop overståede år med et årsresultat på 5,1 mio. kr. Det er en fordobling sammenlignet med året før.
Virksomheden løftede bruttofortjenesten fra cirka 15,2 mio. kr. til lidt over 21 mio. kr., mens egenkapitalen også blev mere end fordoblet.
Til JydskeVestkysten fortæller adm. direktør og ejer Thomas Jørgensen, at det gode år skyldes, at firmaets investeringer har båret frugt.
Blandt andet har man investeret i en malerobot, som har sat skub i produktionen, mens man også har brugt tid på at udvikle særligt lydisolerende vinduer, der passer til tidens vindueskrav og stadig passer ind i stilen på gamle bygninger.
- Det har været vigtigt for os at kunne leve op til de krav. Ofte er der byfornyelsesmidler inde over, når vi leverer vinduer til boligkaréer i København, og så skal vi kunne levere på de krav, der stilles af arkitekterne, siger Thomas Jørgensen, hvis forretning har et stort marked i København.
Obbekjær Vinduer er Danmarks ældste vinduesfabrik, og forretningen blev grundlagt i 1885. Virksomheden beskæftiger sig særligt med specialdesignede og kompakte døre og vinduer til ældre og ofte bevaringsværdige bygninger.
Regnskabsår | 2023 | 2022 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 21,1 | 15,2 |
Resultat af primær drift | 6,7 | 3,4 |
Resultat før skat | 6,6 | 3,0 |
Årets resultat | 5,1 | 2,4 |
Balancestatus | 14,3 | 13,8 |
Egenkapital | 8,9 | 3,8 |
Antal ansatte | 38 | 34 |
Kilde: CVR |