Køkkenkæde vil åbne ti butikker i København
Tvis Køkkener lancerer et nyt koncept med små eksklusive køkkenbutikker på centrale placeringer. Nu søges iværksættere, der har lyst til at åbne deres egen køkkenforretning.
- Strategien er at komme tæt på kunderne, der bor i lejligheder i storbyen eller i villaer i forstæderne. Det ligger i tiden, at man ikke starter bilen en søndag og kører langt uden for byen til en stor køkkenforretning for at finde inspiration til fornyelse af boligen. Byboere orienterer sig i nærmiljøet og tænker på miljøet, siger kædechef Jesper Valentin, Tvis Køkkener.
Succesfuld test på Østerbro
Konceptet er i løbet af det sidste års tid blevet testet af på Jagtvej på Østerbro, hvor køkkenkonsulent Poul Wilke har åbnet en køkkenforretning på 120 kvadratmeter. Butikken tjener allerede nu penge, og hovedparten af salget sker til boligejere i nærmiljøet:
- Selv om butikken kun er 120 kvadratmeter, har forhandleren dermed bevist, at man sagtens kan sælge køkkener til beboere i nærmiljøet, siger Jesper Valentin.
Butikken på Østerbro er udset som mønstermodel for det nye city-koncept, som præsenteres for interesserede forhandlere den 24. oktober.
Mulighed for iværksættere
Lige nu søger Tvis Køkkener de første fem til seks iværksættere, der har lyst til og mod på at åbne deres egen køkkenbutik på mellem 100 og 200 kvadratmeter. Trods størrelsen kan udvalget af køkkener fint præsenteres på en inspirerende måde, understreger Jesper Valentin og peger på, at de færre kvadratmeter også begrænser kravet til kapitalbehovet. Med en investering på 300.000 kroner kan en køkkenkonsulent, indretningsarkitekt eller anden med erfaring fra køkkenbranchen således nu starte egen køkkenforretning.
- Efter finanskrisen er det svært at få forhandlere, der er i stand til at investere millionbeløb i de store facade-butikker langs indfaldsvejene. Derimod tror vi på, at der er et stort potentiale i at aktivere køkkenkonsulenter og hjælpe dem i gang, siger Jesper Valentin.
Kædechefen forventer at kunne indgå aftaler med fremtidige forhandlere om hurtigt at åbne fem butikker i bykvarterer som Frederiksberg og Vesterbro og i forstæder som Valby, Glostrup, Brønshøj og Charlottenlund. I 2015 håber Jesper Valentin at kunne klippe snoren til yderligere fire til fem butikker.