Møbelleverandør på vild vækstrejse
Markedet for skræddersyede indretningsløsninger er i fremgang, og det mærker de hos Sono Danmark.
Sono, der blev stiftet i 2005, er leverandør af kontor-, lager- og institutionsmøbler. Den store efterspørgsel har sat sit præg på salgstallene hos Ikast-virksomheden.
– Vi er kommet rigtigt flot ud af 2024, hvor vi har sat rekord i omsætningen, udtaler Lars Hauch, direktør for Sono Danmark, i en pressemeddelelse.
– Her har vi færdiggjort nogle af vores hidtil største projekter, hvor vi blandt andet har sørget for 1400 skabe til Danske Banks nye hovedsæde og på rekordtid leveret skabe til omkring 1000 soldater på NATO-basen i Letland. Det har medvirket til, at vi har løftet omsætningen med mere end 50 % over de sidste tre år.
Virksomheden oplyser ikke, hvad rekordomsætningen lyder på. I 2023 havde virksomheden en bruttofortjeneste på 6,5 mio. kr., mens bundlinjen landede på 1,5 mio. kr. Regnskabet for 2024 er endnu ikke offentliggjort.
Regnskabsår | 2023 | 2022 | 2021 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | 6,5 | 4,4 | 3,7 |
Resultat af primær drift | 1,9 | 0,4 | -0,8 |
Resultat før skat | 1,9 | 0,4 | 0,1 |
Årets resultat | 1,5 | 0,3 | 0,1 |
Balancestatus | 8,7 | 7,1 | 7,6 |
Egenkapital | 2,6 | 1,1 | 0,8 |
Antal ansatte | 6 | 6 | 5 |
Kilde: CVR |
Kunderne vil have det hele
I 2024 blev virksomheden for andet år i træk anerkendt med Børsens Gazellepris, som kræver vækst i omsætningen over fire år. Væksten skal desuden fordobles over de fire år.
Møbelleverandøren har ifølge direktøren formået at imødekomme ønskerne fra markedet. Han begrunder også væksten med, at Sono hjælper kunderne med at navigere i et komplekst marked.
- Kunderne er interesserede i at kunne få det hele hos os, idet vi kan hjælpe med både rådgivning og installation. Der er vigtigt for os at være med dem hele vejen, så de kan slippe for bekymringer.
Sono flytter snart til nye og større lokaler, hvor de også tilføjer en ekstra kollega til salgsholdet.
– Jeg tror på, at vi kan slå omsætningsrekorden igen i år. Vi oplever fremgang i flere af de segmenter, vi leverer til, såsom skabe, industri, skoler og kontorer. Det er sundt for forretningen, at vi har gang i så mange på samme tid, og vi kigger også ind i nye segmenter, udtaler Lars Hauch.