23948sdkhjf

Træforening: Ulovligt konflikttræ ender fortsat i EU

Trods sanktioner og anden EU-lovgivning strømmer træ fra Rusland og Belarus stadig ind i Europa, lyder det i et debatindlæg fra Dansk Træforening, som opforderer til en omgående stramning af kontrollen ved EU’s grænser

Snyd med toldkoder, certificeringer og dokumenter. 

Sådan hvidvaskes tonsvis af russisk birke-krydsfiner i lande som Kasakhstan, Tyrkiet og Kina og føres fortsat indover grænserne til EU-lande, hvor kontrollen i bedste fald er utilstrækkelig, i værste fald nærmest ikke-eksisterende.

Det fremgår af en ny rapport fra NGO’en Earthsight, som gennem ni måneder har arbejdet undercover for at dokumentere ulovlighederne.

Og omfanget er alarmerende. NGO’en vurderer, at ulovligt træ for op mod 1,5 milliarder euro er kommet ind over EU’s grænser siden sanktionerne mod Rusland og Belarus trådte i kraft i sommeren 2022.

Problemstillingen er desværre ikke ny. Rapporten lægger sig i forlængelse af tidligere undersøgelser fra både NGO’er, EU-Kommissionen og medier, herunder dagbladet Børsen, som i foråret 2024 i en række artikler afdækkede metoderne og trafikken af mistænkeligt birke-krydsfiner ind i EU.

Illegale aktører er et skridt foran

Med EUTR-lovgivning og sanktionspakker kan vi komme et stykke af vejen. Men skal det virke i virkeligheden, giver det sig selv, at begge dele skal overholdes - og ikke mindst håndhæves strengt af EUTR-myndighederne.

For selvom enkelte medlemslande er lykkedes med at bremse den ulovlige import, står det klart, at aktørerne hele tiden er et skridt foran og udfordrer det samlede EU-marked.

Den illegale import flytter sig hurtigt, alt efter hvor kontrollen er lettest at komme omkring, og hullerne i en uensartet kontrol udnyttes aktivt. Derfor kan det ikke understreges nok, at det er fuldstændig essentielt med et stærkere europæisk samarbejde.

Det kræver, at de kompetente myndigheder i de enkelte nationalstater tilføres tilstrækkelige ressourcer til at samarbejde på tværs af styrelser og landegrænser. Og at EU-Kommissionen påtager sig en større rolle i at styrke den centrale koordination mellem landene.

Endelig må sanktionsteksten på træområdet ændres, så den fremover flugter med den, der er vedtaget for stålprodukter, så at ingen træprodukter, uanset om de forarbejdet i et tredjeland, må importeres til EU, hvis træet har vokset i Rusland.

Et fælles ansvar

Alle europæiske virksomheder, både importører og forhandlere, har et ansvar for at fremme ansvarlig og lovlig indkøbspraksis. Sammen med politikere og myndigheder på tværs af Europa står vi med en fælles opgave med at dæmme op for den ulovlige og skadelige handel, som underminerer sanktionspakkerne, skaber unfair konkurrence og bidrager til at finansiere den russiske krigsindsats.

Vi står gerne til rådighed for en dialog om, hvordan vi i fællesskab sikrer, at træprodukter, der importeres ind i EU, kommer fra legale kilder og yder et positivt bidrag til global skovbevarelse og ansvarlig brug af træ.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095