23948sdkhjf

Dansk Erhverv: Forbrugernes adfærd skuffer

Detailomsætningen faldt i september måned, og ligger lavere end for et år siden. Udviklingen er overraskende og skuffende, mener Dansk Erhverv.
Detailomsætningen fra Danmarks Statistik viser for tredje måned i træk et fald, idet detailsalget for september faldt med 0,3 pct. Faldet er bredt funderet, idet der var fald i to af de tre underliggende varekategorier.

Denne måneds detailomsætningstal bryder dermed mønstret fra forsommeren, hvor vi så beherskede stigninger. Med faldet ligger omsætningen lavere end for et år siden.

- Forbrugernes adfærd overrasker negativt. De holder på pengene og bruger færre penge i detailhandlen. Det er overraskende og skuffende, fordi forbrugerne generelt udtrykker større optimisme i forhold til økonomien. Derfor kan jeg konstatere, at detailhandlen er lige så presset, som tilfældet var inden sommeren, siger Michael H.J. Stæhr, cheføkonom i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

- Detailsalget har med stor sikkerhed været unaturlig høj i de glade dage op til finanskrisen, hvor danskerne levede højt på deres skyhøje friværdier. Der har derfor været en helt naturlig nedadgående tilpasning i detailhandlen. Men spørgsmålet er, hvor længe denne tilpasning skal vare ved, og hvornår detailhandlen indfinder sig på sit naturlige niveau – og ikke mindst i hvilket lejde det naturlige niveau befinder sig.

Ifølge Michael H.J. Stæhr har vi lagt den største tilpasning bag os, og hvis ikke bunden er nået, er den i hvert fald tæt på. Omvendt vil vi ikke se detailhandlen røre på sig for alvor, før vi for alvor begynder at spore fremgang i det private forbrug, vurderer cheføkonomen. Han peger dog samtidig på en række positive indikatorer, som umiddelbart blæser i detailhandlens retning.

- Vi har i de seneste par måneder kunne observere en fremgang i både dankortomsætningen, forbrugerforventningerne og boligpriserne alt imens ledigheden og konkursomfanget har været faldende. Det er alt andet lige væsentlige faktorer, som forhåbentlig forplanter sig videre ud i forbrugerne og dermed i detailomsætningen de kommende måneder.

Kilde: Dansk Erhverv

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079