23948sdkhjf

Fynsk møbelproducent holder stabil kurs i turbulent branche

Albero Møbelfabrik tjener 987.000 kr. i 2024 og formår dermed endnu engang at præsentere overskud

Mens det meste af møbelbranchen bliver påvirket af renteniveauer, byggeaktivitet, inflation og geopolitisk ustabilitet, lader det til, at mindst ét firma går upåvirket igennem det.

Faktisk virker det som om, at fabrikken hverken bliver påvirket synderligt af opture og nedture.

Albero Møbelfabrik, der ligger i Ejby på det vestlige Fyn, har vist sig særdeles stabil i de turbulente fem regnskabsår fra 2020 og indtil nu.

Møbelfabrikken kommer ud af 2024 med et overskud på 987.000 kr. Det er knap 300.000 kr. mindre end året før, men over en 5-årig periode har Albero haft en indtjening på omkring 1 mio. kr. hvert år. Plus/minus for de enkelte år. Det var kun i 2021, at indtjeningen skilte sig markant ud med 1,7 mio. kr. på bundlinjen.

I samme periode er andre møbelfabrikanter gået fra svimlende overskud til røde tal på bundlinjen. Bedst eksemplificeret ved klassikerkæmpen Carl Hansen & Søn, som er gået fra en bundlinje på 137 mio. kr. i 2021 til et tab på 17 mio. kr. i 2023.

ALBERO MØBELFABRIK A/S
Regnskabsår 2024 2023 2022
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning - - -
Bruttofortjeneste 9,3 8,8 9,5
Resultat af primær drift 1,5 1,5 1,4
Resultat før skat 1,3 1,6 1,2
Årets resultat 1,0 1,3 0,9
Balancestatus 13,3 14,0 13,3
Egenkapital 7,8 7,3 6,5
Antal ansatte 17 16 17
Kilde: CVR

Intet nyt fra fynsk vestfront

I den 5-årige periode er der heller ikke sket meget på medarbejderantallet hos Albero-fabrikken, der laver møbler til børnehaver, skoler og kollegier. 17 var ansat i 2020, det samme var tilfældet ved det seneste regnskabs afslutning i december.

Egenkapitalen er steget i et stille og roligt tempo fra 4,8 mio. kr. til 7,8 mio. kr. i dag.

Den årlige bruttofortjeneste er ligeledes i samme niveau. 9,2 mio. kr. lå den på for fem år siden, nu er den på 9,3 mio. kr. for Albero Møbelfabrik.

Direktør og ejer Jesper Falkesgaard har ikke mulighed for at lade sig interviewe til Wood Supply, men i 2024 snakkede han med Fyens Stiftstidende.

Her fortalte han, i modsætning til hvad de ovennævnte tal kunne indikere, at møbelproducenten bliver påvirket af stigende priser på træ og en faldende efterspørgsel på møbler i markeder som Norge, Sverige og Tyskland.

Der var dog ”rigeligt at lave langt ind i 2024”.

- Blandt andet skal vi levere senge og hjørneskabe til 100 tyske kollegieværelser, som skal renoveres. Med den ordre er vi oppe på at have sat vores præg på over 1800 kollegieværelser i Hamborg-området gennem de senere år, sagde han til avisen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074