23948sdkhjf

Undersøgelse: Fritidsjob giver unge lyst til at gå i lære

En ny undersøgelse viser, at næsten halvdelen af unge med fritidsjob vælger en læreplads

En ny medlemsundersøgelse fra erhvervsorganisationen Tekniq afslører en interessant tendens i det tekniske erhvervsliv.

Undersøgelsen viser, at 48 pct. af virksomhederne, der har haft unge ansat i fritidsjob, oplever, at disse unge senere vender tilbage for at påbegynde en læreplads. 

Dette understreger fritidsjobbenes betydning som en potentiel rekrutteringskanal for fremtidige faglærte medarbejdere i branchen. Sådan lyder det fra erhvervsorganisationen Tekniq.

- Når vi ved, at der kommer til at mangle faglærte til den bæredygtige omstilling, så er det meget vigtigt at se på, hvordan vi kan få flest mulige til at få øjnene op for de gode karrieremuligheder, der ligger i livet som faglært. Her er fritidsjob en rigtig god måde at teste af, hvad et arbejde i det tekniske erhvervsliv kunne byde på, udtaler Maria Schougaard Berntsen, der er underdirektør i Tekniq, i en pressemeddelelse.

Nye regler lemper krav

Flere virksomheder har ifølge Tekniq mødt en mur af arbejdsmiljøregler, hvor unge eksempelvis ikke har måttet bruge en skruemaskine i forbindelse med deres fritidsjob.

Men en ny bekendtgørelse fra januar i år har dog gjort reglerne mere klare og fleksible uden at gå på kompromis med de unges sikkerhed. Derfor er håbet fra erhvervsorganisationen, at det kan fjerne en stopklods, for at endnu flere søger i retning af et liv som faglært.

- Unge skal selvfølgelig ikke komme til skade på deres fritidsjob efter skoletid. Det er selvsagt. Det kræver så også bare, at reglerne er så præcise og brugbare, at de ikke kommer til at spænde ben, når vi samtidig ved, at fritidsjobbene kan være en god indgang til at få flere til at vælge erhvervsuddannelserne til senere i livet, siger Maria Schougaard Berntsen.

I alt har 1.229 medlemsvirksomheder besvaret spørgeskemaundersøgelsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.103