Ikea udvider afhentningskoncept - 10 nye byer bliver en del af det
Med etableringen af 10 nye afhentningssteder bliver det nu nemmere for kunder i Nordjylland at bestille online og få leveret møbler og boligtilbehør tættere på bopælen.
Mors bliver den første nye lokation på kortet og vil være tilgængelig fra 22. februar. Herefter etablerer IKEA yderligere ni nye afhentningssteder i byer som Hobro, Skagen og Brønderslev i den kommende tid, så endnu flere nordjyder kan få deres varer leveret tættere på hjemmet.
- Vi ved, at mange af vores kunder i Nordjylland nyder en tur til Ikea Aalborg som en hyggelig udflugt, men vi ved også, at afstand og tid kan være en udfordring i en travl hverdag. Med vores nye Klik & Hent-steder gør vi det lettere for endnu flere nordjyder at bestille deres varer online og hente dem i deres nærområde, udtaler Tiago Jesus, varehuschef i Ikea Aalborg, i en pressemeddelelse.
Populært i Nordjylland
I dag har Ikea lokale Klik & Hent-afhentningssteder i nordjyske byer som Skive, Thisted, Frederikshavn og Hjørring.
Servicen, der blev indført første gang i 2020, er populær blandt kunderne i Nordjylland og fungerer ved, at kunder bestiller deres varer online og vælger det afhentningssted og tidspunkt, der passer dem bedst.
Afhentningsstederne etableres i samarbejde med partnere som Spar og Min Købmand – steder, hvor kunderne ofte kommer i forbindelse med andre gøremål.
- Vi har allerede fire Klik & Hent-afhentningssteder i Nordjylland, og det har været en stor succes. Kunderne sætter pris på, at de kan få leveret deres IKEA varer til et sted tættere på deres hjem, og derfor er vi glade for at kunne udvide servicen yderligere, udtaler Tiago Jesus.
I disse byer åbner nye afhentningssteder
Mors – 22. februar
Aars – 1. marts
Farstrup – 7. Marts
Hobro – 15. marts
Skagen – 19. marts
Hadsund, Brønderslev, Dronninglund, Aalborg Vestbyen & Læsø – tidspunkt og lokation afventer