Jysk Stark-forretning henter ny trælastdirektør hos konkurrent

Stark i Rødekro har udnævnt Charlotte Buchvaldt som ny trælastdirektør.
Hun kommer efter at have tilbragt de seneste fem år af sin karriere hos Davidsens Tømmerhandel. Her har både har været detailchef i byggemarkedets forretning i Vojens og senest trælastchef i forretningen i Toftlund, der – ligesom Rødekro og Vojens – ligger i Sønderjylland.
- For mig er det yderst vigtigt, at både kunder og medarbejdere er i fokus for at sikre forretningen vækst og god trivsel. Jeg ser meget frem til at indgå i et nyt team og skabe noget helt særligt i Rødekro sammen med vores fantastiske kunder, siger Charlotte Buchvaldt i en pressemeddelelse.
I sin nye rolle får hun ansvaret for at videreudvikle forretningen i Rødekro, hvor hun skal sikre både vækst og effektiv drift, samtidig med at STARKs kundesegment – både håndværkere og private – serviceres optimalt.
Stark Rødekro er placeret ved E45 med og har ifølge koncernen cirka 17.000 dagligt forbipasserende biler. Netop derfor er målsætningen at blive foretrukne afhenterforretning, lyder det.
Stark er den største forhandler af byggematerialer i Danmark med mere end 80 butikker fordelt i Danmark og Grønland. Byggemarkedskoncernen beskæftiger samlet set 2.500 medarbejdere i de to lande.