Ahlsell styrker elevuddannelse med nordisk perspektiv
Ahlsell Danmark har opgraderet sin elevuddannelse med fokus på at udnytte virksomhedens nordiske tilstedeværelse.
Det giver eleverne mulighed for at få indsigt i forskellige markeder og kundebehov på tværs af de nordiske lande, skriver Ahlsell Danmark i en pressemeddelelse.
Uddannelsen inkluderer nu studieture til udlandet, hvor eleverne besøger Ahlsells faciliteter og leverandører i andre nordiske lande.
Dette giver dem praktisk erfaring og en dybere forståelse for koncernens internationale operationer, mener Cathrine Jensen, der er People & Talent Partner med ansvar for Ahlsell Danmarks elevuddannelse.
- Vi ser vores nordiske tilstedeværelse som en stor fordel for vores elever. De lærer ikke kun om handel i Danmark, men får en bredere forståelse for, hvordan markedet fungerer på tværs af landene, udtaler hun i pressemeddelelsen.
Sidste år var eleverne på studietur i Sverige, hvor de besøgte koncernens store logistikcenter i Hallsberg. Her mødtes de med en række svenske leverandører og fik mulighed for at opleve en af Ahlsells største butikker i Stockholm.
- Studieturen giver eleverne mulighed for at se, hvordan tingene fungerer i praksis, og hvordan vores kollegaer i andre lande arbejder. Det skaber både faglig og personlig udvikling, siger Cathrine Jensen.
Ahlsell Danmark A/S blev stiftet som selskab 1. april 2024. Virksomheden beskæftiger cirka 1050 medarbejdere.
Desuden er Ahlsell til stede i Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen og Polen.