Celloc satser på møbel- og køkkenindustrien
Det er partnerskaber og opgaver som underleverandør af varmebehandlet træ, der skal bringe Fromsseier Plantage videre efter krisen.
- Mulighederne ser vi helt klart i at blive underleverandør til industrien. I fremtiden tror jeg på, at der er noget mere at hente hos møbel- og køkkenvirksomhederne, siger indehaver Mogens Lunde til Wood Supply.
Fromsseier Plantage begyndte at fremstille varmebehandlet træ omkring årtusindskiftet, og sammenlignet med dengang er markedet i dag mere modent. I de første år var den store udfordring at gøre opmærksom på Celloc som et alternativ til det trykimprægnerede træ. I dag er udfordringen en anden.
- Kendskabet til varmebehandlet træ er efterhånden relativt godt. Men der er mange alternativer på markedet, og teknologierne er meget lig hinanden. Derfor vælger vi en strategi, hvor vi i højere grad søger partnerskaber med virksomheder, der har brug for en underleverandør til at udføre lønarbejde. Det passer ganske enkelt bedst til vores organisation, fortsætter Mogens Lunde og nævner skænke, bordplader og bundstykker til udvendige døre som nogle af mulighederne.
Fromsseier Plantage har netop leveret Celloc-træ til et byggeprojekt på Ringsted Gymnasium og en daginstitution på Islands Brygge i København. Denne type af projekter vil også være interessante fremover, understreger Mogens Lunde. Fromsseier vil bare ikke bruge ressourcer på at konkurrere i et vanskeligt projektmarked.
- Hvis vi skulle lave flere egne færdigvarer, skulle vi også være langt mere opsøgende. Men opsøgende arbejde og markedsføring fordyrer produktet, og vi vil hellere koncentrere os om at tilbyde et godt og billigt produkt, forklarer han.
Fromsseier beskæftiger fem medarbejdere og har hjemme i Vorbasse syd for Billund. Her gennemførte man tidligere på året en udbygning og forbedring af produktionsanlægget, der har øget kapaciteten med omkring 10 procent.