23948sdkhjf

Om to uger åbner Jysk sin første butik i Sydamerika

Butikken bliver en del af Jysks franchiseforretning og drives af en lokal franchisetager.

Så er datoen på plads: Jysk åbner sin første butik i Sydamerika lørdag 22. marts. 

Butikken kommer til at ligge i Uruguay og byen Canelones, som ligger lidt nord for Montevideo. 

Det er en særlig milepæl for Jysk Franchise, der åbner en butik på et helt nyt kontinent. 

- Det kribler helt i fingrene for at komme i gang med at åbne i Uruguay, som er et interessant marked. Jeg glæder mig rigtig meget til åbningen, som altid er noget helt unikt, uanset hvor det er, og jeg glæder mig især til at møde og se kundernes reaktion på Jysk. Uruguay er et land med politisk og økonomisk stabilitet, og så har vi fundet en rigtig god franchisetager i Antelo Group, som vi ser frem til at samarbejde med, udtaler Frederik Kroun, franchise Director i Jysk, i en pressemeddelelse. 

Jysks franchiseforretning startede med første butik i udlandet i 1984, samme år som Jysk åbnede sin første butik i Tyskland. Med Uruguay er Jysk Franchise repræsenteret i 21 lande som Canada, Letland og Vietnam. Samtidig bliver Uruguay land nummer 49 i Jysks globale netværk af butikker.

Store forventninger

Det er ikke tilfældigt, at Jysk starter sin rejse i Uruguay i nærheden af Montevideo.

- Langt størstedelen af Uruguays befolkning bor i den sydlige del af landet langs kysten, og derfor er området omkring Montevideo et oplagt sted at starte. Jeg er spændt på, hvad vi kommer til at lære af markedet i Uruguay, siger Frederik Kroun.

- Vi er allerede i gang med at kigge efter, hvor butik nummer to kan ligge, og vi regner med, at det også bliver omkring Montevideo, men den endelige beslutning er ikke taget endnu. Herfra evaluerer vi på vores åbning, og så ser vi på, hvor vi kan ekspandere yderligere.

Jysk Franchise

  • Butikken i Uruguay får varer fra Jysks egne distributionscentre i Uldum i Danmark og Valencia i Spanien
  • Jysk Franchise driver, med butiksåbningen Canelones, som ligger lidt nord for Montevideo, i alt 218 butikker
  • Jysk Franchise har butikker i 21 lande
  • Globalt har Jysk over 3.500 butikker i nu 49 lande
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08