23948sdkhjf

Danmarks højeste træbyggeri bliver med kasserede termoruder

Kontorbyggeriet Træ bliver opført med et stort fokus på at sænke ressourceforbruget til et minimum

Med sine 78 meter fordelt på 20 etager er det Danmarks højeste træbyggeri. 

Samtidig er det et projekt, hvor aktørerne er gået innovativt til værks for at mindske klimaaftrykket gennem genbrug og upcycling af materialer. 

Resultatet er et byggeri, hvor CO2-besparelsen, ifølge bygherren PFA Ejendomme, er op til 75 pct. sammenlignet med et traditionelt opført byggeri i beton og stål.

Et eksempel på den innovative tilgang er de mosaiklignende vinduespartier i bygningens stueetage, som er fremstillet med frasorterede termoruder. Det innovative vinduessystem hedder ”Viddø” og er udviklet af virksomheden A:gain med Krone Vinduer som produktionspartner.

- De termoruder, vi bruger til de upcyclede elementer, er funktionsmæssigt fuldt ud lige så gode som andre nye ruder, men er blevet kasseret på grund af mindre ridser, farvefejl eller variationer i tykkelse, der overstiger ønskede tolerancer. Det har krævet en videreudvikling af vores vindueskonstruktion, så vi opnår den fleksibilitet, der skal til for at håndtere de forskellige termoruder, vi får ind, udtaler Christian Olesen, der er projektdirektør i Krone Vinduer.

AI-drevet designværktøj samler ruder som et puslespil

De frasorterede termoruder sources fra glasproducenter og registreres i en database, hvorefter de sammensættes digitalt ved hjælp af et AI-drevet designværktøj. Nærmest som et puslespil. 

Hvor mange frasorterede ruder, der indgår i det konkrete facadeelement, afhænger af tilgængeligheden af ruder på det givne tidspunkt. I Træ-projektet er 110 kvm af facaden med Viddø-elementer, hvoraf cirka 60% af ruderne er frasorterede.

- Termoruder har nu engang de mål, som de er produceret med. Det kan vi af gode grunde ikke ændre på. Derfor har vi udviklet et AI-drevet system, der kan designe vindueselementer med afsæt i de termoruder, vi har i vores database. På den måde kan vi sikre, at vi får så meget frasorteret glas med som overhovedet muligt, udtaler Mathias Ruø Rasmussen, der er Head of Product Development hos A:gain.

Udstillingsvindue baner vej for nye projekter

Som Danmarks hidtil højeste træbaserede byggeri har Træ-projektet og dets ambitiøse tilgang til CO2-reduktion fået enorm opmærksomhed fra alle dele af byggebranchen. 

For A:gain og Krone Vinduer er projektet derfor et meget attraktivt udstillingsvindue, som har affødt stigende interesse fra bygherrer og rådgivere. Der er allerede afgivet konkrete tilbud på Viddø-elementer til en række større projekter, som igangsættes i 2026 og 2027. Derfor er parterne lige nu i gang med at skalere konceptet. Det handler blandt andet om at automatisere logistik og lagerstyring.

- Vi har været nogle år undervejs og kan nu for alvor mærke, at efterspørgslen stiger. Derfor skal vi kunne håndtere en meget større volumen, og det er vi i fuld gang med at blive helt skarpe på, udtaler Mathias Ruø Rasmussen fra A:gain.

Indgangsparti med anderledes udtryk

Forespørgslerne kommer fortrinsvist fra kontorbyggeri, hvor det ofte er sådan, at der i lokalplanen stilles krav om, at indgangspartierne skal have et anderledes udtryk end resten af bygningen.

- Derfor er det typisk dér, vi starter – præcis som i Træ-projektet, hvor der er anvendt elementer med frasorterede ruder i stueetagen, mens Krone har leveret en anden type af vinduer til de øvrige etager. Men vi sidder også med projekter, hvor bygherre vil have vinduer med frasorterede ruder i hele ejendommen, og så snakker vi ordrer i en helt anden størrelse, lyder det fra Mathias Ruø Rasmussen.

A:gain har med hjælp fra FORCE Technology foretaget beregninger, der viser, at man med Viddø-elementerne opnår en besparelse på 22,03 kg. affald og 22,4 kg. CO2e pr. kvadratmeter sammenlignet med et tilsvarende vindue af jomfruelige materialer. A:gain er netop nu i gang med at få udarbejdet en EPD, som ventes klar i løbet af foråret.

Som den gennemgående vinduesleverandør til Træ-projektet har Krone Vinduer, med få undtagelser, produceret vinduerne til hele byggeriet. Virksomhedens samlede ordre til projektet udgør lidt mere end 4.000 kvm elementer. De 110 m2 upcyclede vinduer er alle udført med fyrretræ indvendigt og egetræ udvendigt. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047