Trædistributør saver dystre prognoser midt over
Thorlund Skou tjente omtrent det samme i 2024 som året før, men medejer Henrik M. Skou er ovenud begejstret.
Det er han særligt på grund af de forudsætninger, som den store trælastdistributør gik ind i året med.
Thorlund Skou står for at distribuere træ til særligt de professionelle aktører indenfor byggeriet, og fra virksomhedens faciliteter i Bjerringbro kunne Henrik M. Skou se på en byggebranche, hvor aktiviteterne var faldet voldsomt i 2023.
- Der var vi defensive, det kan jeg sige dig, siger han gennem sit samtaleanlæg i bilen.
Salget formåede – på trods af den dystre udsigt - også at komme op i omdrejninger.
Henrik M. Skou betegner 2024 som den bedste performance gennem 25 år i branchen – måske med undtagelse af de vilde corona-år.
- Det lykkedes os i 2024 at finde de rigtige varer og få dem solgt. Det er fantastisk, og vi er meget stolte i forhold til den situation, vi stod i, siger Henrik M. Skou og minder om, at træbranchen kom fra et højprismarked i 2021-22.
- Det er svært at komme over, fordi vi disponerer over lang tid. Men det lykkedes, og det har særligt været et stærkt efterår, hvor alt gik, som det skulle.
Laveste omkostninger nogensinde
Årets resultat blev 22,7 mio. kr. før skat mod 23,3 mio. kr. i 2023. Driftsresultatet er dog 6 pct. bedre end 2023 på grund af engangsindtægter i dét år som følge af frasolgte aktiviteter.
Regnskabsår | 2024 | 2023 | 2022 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | 44,4 | 45,2 | 53,2 |
Resultat af primær drift | 22,7 | 23,3 | 34,4 |
Resultat før skat | 23,3 | 24,2 | 40,5 |
Årets resultat | 18,1 | 18,8 | 32,8 |
Balancestatus | 101,0 | 114,1 | 117,0 |
Egenkapital | 0,5 | 0,5 | 102,1 |
Antal ansatte | 31 | 33 | 18 |
Kilde: CVR |
Det har også været et godt år for trædistributørens omsætning, som er cirka 10 pct. højere. Det kommer af større volumer og højere priser, lyder det.
Selvom Thorlund Skou har rødder i det midtjyske, kan medejeren ikke skjule sin stolthed.
Han er særlig glad for, at det er lykkedes at reducere omkostninger til det niveau, som det er på i dag.
- Det er det allervigtigste nøgletal for os som distributør. Vi går rigtig meget op i at flytte varerne til lavere omkostninger. Det bliver vi ved med at forbedre, og vi er på det laveste niveau nogensinde. Det vil sige, at vi står skarpt og stærkt, siger Henrik M. Skou, der stiftede virksomheden i 2009 sammen med Lars Thorlund.
Thorlund Skou importerer og distribuerer årligt over 250.000 kubikmeter nåletræ til markeder i Danmark, Polen, Baltikum og Tyskland. Importen sker fra mere end 150 savværker omkring Østersøen.
Høj indtjening trods faldende aktivitet
Thorlund Skou bliver gennem sine salgskanaler påvirket en del af byggeaktiviteten. Det gør trægrossister som Global Timber også. Mens den Højbjerg-baserede trægrossist måtte tage til takke med en gevaldig nedgang i indtjeningen (fra 13,3 til 5,2 mio. kr.), ser tallene noget mere stabile ud i Bjerringbro.
- Vi har stadig en høj indtjening på trods af et svagt marked, som Henrik M. Skou bemærker.
Han mener dog stadig, der er høj aktivitet i byggebranchen. Blot på en anden måde.
- Nybyggeriet er faldet voldsomt, men det bliver hurtigt erstattet af vedligeholdelse. Folk bygger en større terrasse i stedet for at bygge et skur.
Medejeren påpeger desuden, at ejernes kontantbeholdning har været en fordel.
- Vi har aldrig investeret uden at have pengene. Vi har aldrig skyldt penge væk. Det giver en købskraft uden lige, og vi køber samtidig store partier til billige priser. Det kan du ikke, hvis du ikke har pengene.