23948sdkhjf

Merton har en klar plan for vækst

To års fremgang på de nordiske markeder videreføres med nyt showroom og yderligere turbo på produktudviklingen.
Merton A/S tog sidste år konsekvensen af en stigende konkurrence og øget prispres med lanceringen af en ny og mere offensiv strategi målrettet de nordiske markeder.

- Innovation, kommunikation og samarbejde med kunderne er nøgleord. Strategien indebærer også, at vi fokuserer på udvalgte kunder og bruger mange kræfter på at forstå kundens forretning, så vi skaber værdi for kunden gennem en målrettet indsats på produkter, løsninger og services, fortæller salgsdirektør Lars L. Pedersen.

Og effekten kan allerede aflæses i regnskabstallene. 2012/13-resultatet på 2,44 mio. kr. efter skat er en lille fremgang i forhold til året før, og Merton styrer mod yderligere fremgang i 2013/14.

- Kunderne oplever generelt set vanskelige afsætningsvilkår. Vi er derfor stolte over i sidste regnskabsår at have fortsat fremgangen for andet år i træk på såvel omsætning som driftsindtjening, ligesom vi nu, efter de første fem måneder i indeværende regnskabsår, er foran budgettet på både top- og bundlinje, siger økonomidirektør Susanne K. Hansen.

Både hun og Lars L. Pedersen fremhæver medarbejdernes store og dedikerede indsats som en afgørende forudsætning for, at det er lykkedes at gå frem i en tid, hvor kunderne – som primært er at finde inden for produktion af køkkener, møbler og butiksindretning – generelt set har det svært.

Søger ny administrerende direktør
Merton har i 2013 skruet op for produktudviklingen. Der er blandt andet introduceret kompositplader med forskellige eksklusive overfladematerialer, og inden længe vil Silkeborg-virksomheden bringe en række nye muligheder inden for omviklede profiler på markedet. Endvidere er der i årets løb gennemført en række tiltag til yderligere styrkelse af markedspositionen.

- I foråret introducerede vi en ny hjemmeside, som skal være med til at inspirere kunderne til nytænkning og fokus på design. Og her i efteråret har vi åbnet et helt nyt showroom med spændende løsninger og nye produkter, hvor kunder, designere og arkitekter kan mødes og skabe innovative idéer indenfor materialevalg, overflader og koncepter, fortæller Lars L. Pedersen.

Og det går stærkt på kundesiden netop nu. Så stærkt at Merton nu er på udkig efter en ny administrerende direktør. Hensigten er at skabe grundlag for fortsat vækst og frigøre ressourcer i den nuværende direktion, hvor man ønsker at bruge mere tid på kunderne.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079