Maya har satset det hele for at lave træfigurer
I sommeren 2021 var champagnen, macarons, studentergaven og alverdens pynt indkøbt, så hele familien var klar til at fejre, når sønnen Frederik fik sin hue på hovedet.
Den store dag blev dog fyldt med både skam og glæde, men den blev også begyndelsen på den 50-årige aarhusianer Maya Hiort-Soeles virksomhed, Maya Soele.
Hun var stolt over, at hendes ældste søn skulle have hue på, og hendes yngste søn William fik klar besked på, at han skulle i sit stiveste puds, men det ville han ikke. Han troppede op i sit mekanikertøj, for han var i lære som mekaniker. Det skabte ikke ligefrem store smil hos moren.
- Han sagde: “Nej mor, det kommer ikke til at ske. Jeg er stolt af at være mekanikerlærling.” Jeg kunne mærke traditioner og kultur banke ind i nakken på mig, for hvorfor skulle han absolut klæde om, hvorfor måtte han ikke have sit arbejdstøj på? Var det finere at være boglig end håndværker? Og lige dér gik det op for mig, at det var som om, at den enes uddannelse var mere fin end den andens. Jeg var faktisk virkelig flov over det – det er pinligt at sige højt, men det var sådan, jeg tænkte. Det gør jeg på ingen måde mere, siger Maya Hiort-Soeles.
Startskuddet til virksomheden
Da William blev uddannet mekaniker, ledte hun efter pynt og svendegaver, for han skulle naturligvis have mulighed for samme fejring som storebror, men det var umuligt, og i dét øjeblik blev hendes virksomhed for alvor født.
Hun sagde sit gode, velbetalte job op, satsede hele sin opsparing og stiftede sin virksomhed, Maya Soele, hvor hun designer og sælger uddannelsesgaver, som er æstetisk flotte.
De er en blanding af Kay Bojesens velkendte træfigurer og Bing & Grøndahls porcelænsfigurer, og de viser hver især frisøren, mekanikeren, sygeplejersken, køleteknikeren og meget mere.
Fælles for alle figurerne er, at de hylder det enkelte fag i et tidløst, dansk design. Produkterne bliver produceret i FSC-certificeret træ på en BSCI-fabrik i Vietnam.
- Det begyndte egentlig som en hyldest til de erhvervsfaglige uddannelser, men jeg har udvidet, for uanset hvilken uddannelse man tager, så er det en bedrift. Mine figurer er til evigt minde og et synligt bevis på, at man har gennemført en uddannelse, og mit krav var og er, at de skulle være smukke at have stående fremme. Alle fortjener at blive hyldet og fejret, når de tager en uddannelse. Jeg kunne godt tænke mig, at udtrykket ‘de kloge hænder’ forsvandt. Det er kloge, dygtige og passionerede hele mennesker. Ikke hænder, fortæller iværksætteren.
Siden hun fik idéen til sin virksomhed, har hun talt med en lang række håndværksmestre, som fortæller, at moren ofte er en hindring for de unge mennesker i at tage en erhvervsuddannelse, fordi mange gerne ser, at deres børn tager en akademisk uddannelse.
- Det er faktisk ret pinligt, men jeg håber, at jeg med min egen historie og virksomhed kan være med til at inspirere andre forældre og særligt mødre til at støtte deres børn i deres drømme, siger Maya Soele.