23948sdkhjf

SMV-garantien fremmer dansk konkurrenceevne

Langt flere små og mellemstore virksomheder vinder eksportordrer ved hjælp af SMV-garantier, og Eksport Kredit Fonden forventer en stigning på 100 procent i 2013.
SMV-garantien blev indført i slutningen af 2010 og er blevet taget godt imod fra starten, men det er først i år, at de danske banker og virksomheder for alvor har taget den til sig.

I løbet af de første ni måneder af 2013 har EKF foreløbig stillet SMV-garantier for mere end 100 millioner kroner. Det er lige så meget som i hele 2011 og 2012 tilsammen.

- SMV-garantien har fået et markant gennembrud i år. Danske banker har i 2013 lånt penge til danske virksomheders kunder i blandt andet Estland, Australien, Uganda, Thailand og Sydafrika. Det har sikret stribevis af nye ordrer til danske SMV-virksomheder, siger Anette Eberhard, direktør for EKF.

SMV-garantien er målrettet små og mellemstore virksomheders behov. Den dækker derfor ordrer op til 25 millioner kroner.

Garantien blev indført i slutningen af 2010 som en direkte reaktion på finanskrisen, hvor mange små og mellemstore danske virksomheder oplevede, at deres udenlandske kunder i stigende grad havde behov for kredit.
Fremmer dansk konkurrenceevne
SMV-garantien låner penge til danske virksomheders udenlandske kunder, som de udelukkende kan bruge til at købe danske produkter og services, og det er godt givet ud for dansk konkurrencedygtighed. Når SMV-garantien skaffer de udenlandske kunder den nødvendige finansiering, bliver det mere attraktivt for dem at handle med danske virksomheder.

- SMV-garantien er et rigtigt godt værktøj for mange af vores medlemmer, der på den måde kan sælge mere uden at øge deres risiko. Den styrker virksomhedernes internationale konkurrenceevne og stiller dem bedre i forhold til udenlandske konkurrenter, siger Marie Gad, chefkonsulent i DI.

Handels- og Europaminister, Nick Hækkerup, er også begejstret for de resultater garantien har skabt indtil videre.

- SMV-garantien styrker de små og mellemstore virksomheder i kampen for at vinde eksportordrer og dermed skabe vækst og arbejdspladser i Danmark. Det er glædeligt at se, at SMV-garantien fra EKF nu er blevet et redskab, som flere og flere virksomheder har med i tasken, når de rejser ud i verden for at sælge danske varer.

Kilde: EKF / DI

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078