Staten skal købe bæredygtigt træ
Nu bliver det et bindende krav til statens indkøbere at træ til blandt andet byggeri, møbler og papir skal stamme fra bæredygtige skove.
Det er budskabet fra regeringen, som torsdag fremlagde en ny strategi for offentlige indkøb. Strategien dækker hele den offentlige sektor og en lang række forskellige indkøbsområder.
Et vigtigt element i strategien er beslutningen om offentligt indkøb af bæredygtigt træ. Departementer, direktorater og ministeriernes styrelser skal fremover benytte sig af bæredygtigt træ, når der skal nye vinduer i facaderne, eller hvis der skal nye plankegulve på kontorerne. Det er resultatet af regeringens strategi for intelligent offentligt indkøb.
- Fremover vil det være et krav, at når vi køber kontormøbler og kopipapir, eller vi bygger nye huse og restaurerer gamle bygninger, så skal trægulve, tryksager og vinduer være lavet af bæredygtigt træ. Det er vigtigt for skovenes overlevelse samt for de mange mennesker som lever af skovene, siger miljøminister Ida Auken i en pressemeddelelse.
Med et større fokus på indkøb af bæredygtige træprodukter fra staten forventer miljøministeriet, at flere virksomheder vil tage hul på en omstilling til bæredygtig træindkøb- og produktion.
- Den frivillige ordning var en fin rettesnor, men nu går vi foran i staten og sætter mere fart på at sikre indkøb af bæredygtigt træ. Det vil få flere og flere virksomheder til at begynde at tænke over at have bæredygtige produkter og varer på hylderne, for staten er en stor kunde. Men vi giver selvfølgelig alle en chance for at nå at være med - derfor gennemfører vi kravene løbende over de næste tre år, siger Ida Auken.
Den frivillige vejledning vil stadig være i spil for kommuner, regioner og andre offentlige institutioner, der ikke er underlagt den bindende aftale. Energitræ som brænde, flis og træpiller er ikke en del af aftalen.
Den eksisterende vejledning vil blive opdateret og forventes klar i foråret 2014.
Find hele regeringens "Strategi for intelligent offentligt indkøb" på Finansministeriets hjemmeside