23948sdkhjf

Markante navne vil give træmoduler ”mindst to liv”

Almene boligselskaber og specialist i studieboliger vil genbruge boligmoduler i træ for at skaffe almene boliger til en overkommelig pris i København

I dag kalder 184 studerende 92 træmoduler på et gammelt jernbaneareal i København for deres hjem. I fremtiden skal helt andre mennesker andre steder kunne gøre det samme, hvis et nyt forsøg med genanvendelse af træmodulerne bliver en succes.

- Ved at transformere vores træmoduler, som i dag er studieboliger, til almene boliger får de mindst to liv, siger Frederik Noltenius Busck, direktør i studieboligfirmaet CPH Village.

Træmodulerne, der i dag udgør CPH Villages midlertidige studieboligby i Jernbanebyen på Vesterbro i København, danner grundlag for forsøget. Det skal gøre parterne klogere på, hvordan boksmodulerne – eller dele af dem – kan tilpasses nye almene og private boliger, både på den eksisterende placering og på andre lokationer.

Foruden CPH Village er KAB, Boligselskabet AKB, København og Boligforeningen 3B parter i projektet.

Dobbelt gevinst

- Målet er, at projektet bliver et konkret bidrag til den offentlige debat om byggeri og byudvikling – og forhåbentlig på sigt bliver en model for at skabe flere almene boliger og samtidig passe på klimaet, siger Rasmus Jessing, byggedirektør i KAB.

Ved at genanvende frem for at bygge nyt ønsker parterne både at sikre en klimagevinst og bidrage til at afhjælpe den store mangel på betalelige boliger for mennesker med almindelige indkomster i København. 

Politisk er der en målsætning om at opføre 10.000 nye almene boliger inden 2036. KAB og CPH Village vurderer, at der i dag er potentiale for at skabe 3.000-5.000 almene boliger i København ved at transformere træmoduler fra midlertidige studieboliger.

Transformationsmodel

Konkret har AKB planer om at bruge træmodulerne i en transformation af et fællesvaskeri på Bellahøj i København.

Her er planen at genbruge ved at transformere, så elementer fra boksmodulerne anvendes til nye funktioner og i nye former, fortæller Mads Klim Jacobsen, pressekonsulent ved KAB.

Boligselskabet vil også teste, om modulerne kan omdannes til beboerhuse i eksisterende boligafdelinger.

På det mere overordnede plan skal pilotprojektet med modulerne også undersøge, i hvilket omfang renovering og fortætning bliver nødvendigt.

Forsøg med genbrugte træmoduler som almene boliger

  • KAB, Boligselskabet AKB, København, Boligforeningen 3B og CPH Village er parter i pilotprojektet.
  • Pilotprojekterne bliver afrapporteret på konceptniveau, men med så høj en realiseringsgrad, at de kan gennemføres efterfølgende.
  • Boligministeriet, Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune og BL har faciliteret projektets tilblivelse, og det er allerede nu afklaret, at udviklingsprojektet kan skaleres inden for den eksisterende almenboliglovgivning.
  • En bred kreds af aktører fra bygge- og boligsektoren, der arbejder med træmoduler til boligformål, er tilknyttet projektet i et advisory board. Bl.a. PensionDanmark, Kirkbi, AkademikerPension, Home.Earth, Byggeskadefonden, 3B og AKB, Nordic Wood Industries samt Enemærke & Petersen.
  • Projektet har opbakning fra regeringen ved boligminister Sophie Hæstorp Andersen og en samlet borgerrepræsentation i København.
  • Pilotprojektet er støttet af den filantropiske forening Realdania og forventes gennemført i 2025.

Kilde: KAB

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047