23948sdkhjf

Thomas Dinesen er Årets Ejerleder 2013

Et trægulv er ikke bare et trægulv, hvis man spørger Thomas Dinesen. Han er modtager af prisen som Årets Ejerleder 2013, som torsdag blev uddelt for 10. gang.
Thomas Dinesens designergulve trækker arkitekter og designere hele vejen til sønderjyske Jels, hvor Dinesen Floors A/S har hjemme. Den store internationale succes er årsagen til, at Thomas Dinesen, der er fjerde generation i den 115 år gamle familievirksomhed, netop er kåret som Årets Ejerleder 2013. Det skete torsdag hos PwC i Hellerup, hvor 250 erhvervsfolk deltog i fejringen.

- Vinderen af Årets Ejerleder 2013 har haft et rekordår og har netop afsluttet sit bedste regnskabsår nogensinde. Også under finanskrisen har han styret virksomheden mod vækst. Det er en af grundene til, at Thomas Dinesen er en velfortjent vinder, siger Poul Spencer Poulsen, partner i PwC, og fortsætter:

- På kort tid har han formået at omstille et traditionelt familieejet savværk til et internationalt stærkt designbrand med showrooms i London, Oslo og København. En omstilling, der er lykkedes blandt andet på grund af Thomas’ innovative tilgang til at udvikle familievirksomheden.

Fra savværk til internationalt brand
Et trægulv er ikke bare et trægulv, hvis man spørger Thomas Dinesen. Ofte er træerne ’håndplukket’ af ejeren selv i de nordtyske skove, inden de finder vej til fx gulvet hos Noma, en trendy Newyorker-lejlighed eller Saatchi Gallery i London.

Siden Thomas overtog virksomheden fra sin far, har han flyttet virksomheden fra at være et savværk til et internationalt brand med fokus på høj kvalitet og et unikt produkt.

- Et stort tillykke til Thomas Dinesen, der forstår at sætte barren højt både i relation til produkter og salgskanaler. Virksomheden har gennemgået en imponerende udvikling i de senere år. Thomas har sikret en stærk og stabil vækst i indtjeningen og forventer også vækst fremover, udtaler retaildirektør Henrik Rasmussen fra Nykredit, som er en af partnerne bag prisen.

Vækst og optimisme blandt de dygtigste
Det går i det hele taget godt for ejerlederne i årets konkurrence, hvor cirka 3.000 ejerledere er blevet målt og vejet. I 2013 forventer de cirka 100 dygtigste ejerledere, at deres omsætning om 3 år i gennemsnit er steget med 57 %. Det er en stigning i forhold til 2012, hvor den forventede stigning i omsætning hed 29 %, viser en analyse fra PwC.

- Det er fantastisk at opleve, at vi har så dygtige ejerledere med mod på vækst. Det viser årets konkurrence med al tydelighed. Jeg håber, at de med deres succesfulde historier kan være med til at inspirere andre små og mellemstore virksomheder til at gøre det godt og skabe vækst, udtaler Poul Spencer Poulsen og understreger, at det er hele ånden bag Årets Ejerleder-prisen.

De bedste fra syv regioner
Med i finalen var følgende ejerledere, der var udvalgt af juryen som de bedste ejerledere fra 7 regioner.

Nordjylland: Karsten Stadsing, Stadsing A/S
Østjylland: Christian Skovbo, Aduro A/S
Vestjylland: Ernst Poulsen, EP Tools A/S
Syd- og Sønderjylland: Thomas Dinesen, Dinesen Floors A/S
Fyn: Jan Falck-Schmidt, Falck Schmidt Defence Systems A/S
Sjælland: Kim og Jesper Laursen, Melitek A/S
Hovedstaden: Johan Bülow, Lakrids by Johan Bülow A/S

Det er PwC, Nykredit og Erhvervsorganisation Ejerlederne, som i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten og Microsoft, står bag prisen, som uddeles for 10. gang. Årets tema er innovation, forandring og omstilling. Juryen består af repræsentanter for Ejerlederne, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Hvert år analyserer PwC cirka 3.000 ejerledede virksomheder ud fra offentlige regnskabstal. Af disse udvælges 75-100 virksomheder (10-15 virksomheder pr. region), som PwC’s eksperter interviewer personligt. Derefter står juryen klar til at mødes med hinanden og udvælge vinderne i 7 forskellige region og af dette felt af finalister en vinder på landsplan.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08