23948sdkhjf

Reolfirma klar til eksport

Sjællandske Kidi, der nok mest er kendt for Square Reolen, har oprustet på produktsiden og er netop nu ved at forberede et indtog på det norske marked.
- Kommer vi i gang, bliver det lige så stort som i Danmark. Men det kræver et hårdt stykke benarbejde at komme ind ad døren.

Kirsten Stilling, der udgør den ene halvdel af ægteparret Kidi ApS., øjner et stort potentiale for virksomhedens Square-reoler. Efter godt og vel ti år i danske møbelbutikker skal reolsystemet nu præsenteres for de norske kæder.

- Vi er efterhånden ved at være repræsenteret i de butikker, hvor vi gerne vil være i Danmark, og derfor står den på Norge i 2014. Vi kan mærke, at det igen går fremad ovenpå krisen. Sidste år var godt, og i år er vi på nuværende tidspunkt foran budgettet, fortsætter Kirsten Stilling.

Skal ikke vokse for hurtigt
Hun har tidligere solgt legetøj og kender det norske marked særdeles godt. Det samme gør ægtefællen Flemming Didriksen, der har arbejdet i møbelbranchen siden 1981. Han er manden bag designet af Square-systemet, der førte til etableringen af Kidi i 2004.

Det modulære reolkoncept i malede MDF-elementer er ægteparrets ’baby’ og udgør selve rygraden af Allerød-virksomheden. På det seneste er der dog skruet lidt op for produktudviklingen; først med den runde reol ”Square Circle” og senest med en sengegavl, der blev introduceret for forhandlerne på Møbelmessen.dk i Vejle midt i november.

De nye produkter giver sammen med de kommende eksportaktiviteter mulighed for at sprede forretningen, og hos Kidi håber man på, at der bliver mulighed for at udvide medarbejderstaben fra de nuværende tre. Kirsten Stilling understreger dog, at virksomheden ikke skal vokse hurtigere, end fundamentet kan bære.

- Service og den nære kundekontakt ligger mig meget på sinde. Eksport må ikke betyde, at vi slækker på den del. Vi er lagerførende med alle reoler i alle farver, og vi vil ikke risikere at stå i en situation, hvor vi ikke kan levere til de danske kunder. Norge er et ekstremt spændende marked, og var vi gået i gang noget før, havde det hele måske set endnu bedre ud. Men man skal være klar, både mentalt og økonomisk, og det er vi nu, siger hun.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094