23948sdkhjf

Dansk Erhverv: Ingen grund til panik over ledighedstal

Bruttoledigheden er nu for anden måned i træk vokset svagt. Ifølge Dansk Erhverv, som forventer faldende ledighed i 2014, er der dog ikke tale om noget stort tilbageslag.
Stigningen i bruttoledigheden var på 300 fuldtidspersoner fra september til oktober måned, viser dagens tal fra Danmarks Statistik. I september voksede ledigheden med 700 personer.

Stigningen i oktober bringer dermed den samlede bruttoledighed op på 151.300 personer, hvilket svarer til 5,7 pct. af arbejdsstyrken.

- Selv når vi lægger stigningen i ledigheden for både september og oktober sammen, er den samlede stigning relativt beskeden. Der er således ikke tale om noget stort tilbageslag for dansk økonomi og set over hele året har ledigheden været faldende.

Vi befinder os blot stadig på et punkt i konjunkturcyklen, hvor væksten endnu er for svag til for alvor at nedbringe ledigheden, og derfor ser vi i øjeblikket denne dans omkring de 5,7 pct. af arbejdsstyrken, siger Geert Laier Christensen, analysechef i Dansk Erhverv.

Selvom der ikke er grund til at råbe vagt i gevær, ærgrer Dansk Erhvervs analysechef sig alligevel over, at ledigheden vokser for anden måned i træk.

- Væksten i dansk økonomi lider i den grad under, at forbrugerne fortsat holder deres penge tæt til kroppen. Det øger derfor ikke ligefrem forbrugernes optimisme og købelyst, når de to måneder i træk hører om stigende ledighed – selvom det har været beskedne stigninger, siger Geert Laier Christensen.

Dansk Erhverv forventer, at ledighedsniveauet vil være nogenlunde status quo året ud, men at det atter vil falde langsomt i 2014.

- Det er vores forventning, at væksten vil tage en smule fart i 2014, og vores seneste medlemsundersøgelse peger da også på, at godt en fjerdedel af vores virksomheder forventer at ansætte flere folk i 2014. Man skal dog være opmærksom på, at det er ganske almindligt, at ledigheden reagerer med en smule forsinkelse i forhold til resten af realøkonomien. Dvs. der skal formentlig være et kvartal eller to med vækst, før vi for alvor vil opleve et fald i ledigheden, siger Geert Laier Christensen.

Kilde: Dansk Erhverv

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079