23948sdkhjf

Dansk bord-serie rykker ud på eksportmarkederne

Efter flere års tilløb står designvirksomheden Bruunmunch foran et internationalt gennembrud. Bordserien ”Play” lanceres først i Sverige. Senere følger Norge og Tyskland.
- Det er lidt som at blive helikopterpilot. Man starter helt fra bunden, og det koster en masse penge.

Ordene kommer fra Jacob Munch, som i 2008 stiftede designvirksomheden Bruunmunch sammen med barndomskammeraten Henrik Bruun.

De havde længe talt om at blive selvstændige, og efter at have tilbragt det meste af et år i Caribien besluttede den tømreruddannede vestjyde at sætte handling bag ordene. Bruunmunch er i dag godt på vej ud over landets grænser med bordserien ”Play”, men vejen til succes har været lang for de to, dengang meget ’grønne’, iværksættere.

- Det har været op ad bakke, og vi nåede at investere det meste af en million kroner i virksomheden, før vi begyndte at tjene penge. Vi er startet helt fra ’scratch’, og det har kostet nogle øretæver undervejs. Men vi har hele tiden troet på projektet, fortsætter Jacob Munch.

Milano gav nyt liv
Bruunmunch havde tidligere taget tilløb til eksport uden den store succes. Men i foråret 2013 tog udviklingen pludselig fart. De dengang nylancerede ”Play”-borde fik plads på den danske fællesstand under Milano-messen, og Bruunmunch vendte hjem til Esbjerg med kufferten fuld af visitkort.

- Efter Milano fandt vi ud af, at der er interesse for produkterne. Det var syv dages eventyr, der gav os nyt liv og en tro på, at vi for alvor var klar til eksport, fortæller Jacob Munch.

Siden Milano har Bruunmunch arbejdet målrettet med de nære eksportmarkeder, og lige omkring nytår vil ”Play”-kollektionen være at finde hos 15 svenske forhandlere. Straks i det nye år tager firmaet hul på det norske marked, og i anden halvdel af 2014 står Tyskland for tur. I forvejen samarbejder Bruunmunch med 30 forhandlere i Danmark.

50’er-retro og fransk reference
De første små ”Play”-sofaborde, der er stærkt inspireret af 1950’erne, kom på markedet for et års tid siden, og kollektionen er siden udvidet til i alt ni borde i varierende form, højde, farve og materiale. Udgangspunktet er massivtræ, men Bruunmunch eksperimenterer også med andre materialer. Flere af bordene i ”Play”-serien kombinerer træet med en laminat-overflade, mens de tidligere bordserier ”Pure” og ”Combo” er lanceret med bordplader i blandt andet corian og linoleum.

- Vi vil gerne signalere, at der lige er tænkt lidt ekstra over design og materialesammensætning. Vi tror og håber, at folk i fremtiden vil efterspørge møbler i en ordentlig kvalitet, forklarer Jacob Munch.

De to indehavere har altid været stærkt fascinerede af formen superellipse, og ”Play”-serien er senest udvidet med et spisebord med navnet ”Playdinner Lamé”, opkaldt efter den franske fysiker og matematiker Gabriel Lamé, der opfandt formen tilbage i 1800-tallet. Netop nu arbejder Henrik Bruun og Jacob Munch på at udvide ”Play”-serien med en stol, som efter planen skal vises frem, når Bruunmunch igen er med på den danske fællesstand i Milano til april. Fremtidsplanerne omfatter også blandt andet skænke og reoler, alt sammen med bæredygtighed og social ansvarlighed som bærende værdier.

Føles som ti uddannelser på fire år
En meget vigtig del af Bruunmunchs filosofi er, at alt skal designes og produceres i Danmark. Virksomheden har i dag et velfungerende samarbejde med Kvist Industries’ fabrik i Lemvig, Daqua Limtræ, som har indrettet 200 kvadratmeter udelukkende til produktion af Bruunmunchs møbler. Men det har taget lang tid at nå dertil:

- Man går jo ikke bare ud og finder den rigtige samarbejdspartner fra dag ét. Det er ’learning by doing’, og vi har været igennem rigtig mange producenter undervejs. Når du er nystartet, bliver du trukket rundt i manegen, for du aner ikke, hvad tingene skal koste, og du har intet at forhandle med. Men Benny Jørgensen og Kim Jørgensen fra Daqua troede på os, og det gør, at vi i dag kører med nogle af de bedste, fortæller Jacob Munch om opstarten, hvor de to stiftere har investeret tusindvis af timer i at realisere den fælles drøm.

- Vi har siddet med alt selv. Design, udvikling, bogføring, markedsføring, lagerstyring – uden overhovedet at have forudsætningerne for at gøre det. Jeg føler nærmest, at vi har taget ti uddannelser på fire år. Men det har rustet os, siger Jacob Munch.

Han og Henrik Bruun kan se frem til at få lettet arbejdspresset en smule. Den 1. januar flytter virksomheden i nye lokaler i Esbjerg og udvider ved samme lejlighed med to deltidsansatte, der skal hjælpe til med PR og salg.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.133