23948sdkhjf

Flexas nye satsning hedder ”Play”

Den østjyske møbelproducent fortsætter sin kraftige oprustning på produktsiden og præsenterer for andet år i træk et stort antal nyheder på Imm-messen.
I fjor trådte Flexa ind i en ny spændende æra fokus på produktudvikling og nye samarbejdsmuligheder med eksterne designere. Over 50 nye produkter var med i bagagen til sidste års Imm, og igen i år lancerer virksomheden en hel stribe af nyheder på den store møbelmesse i Köln.

Mest markant er kollektionen "Flexa Play", designet af danske Charlotte Høncke, som har arbejdet på at skabe en fleksibel kollektion, hvor farver, materialer og design appellerer til forældre og børn på samme tid. Møblerne – en babyseng, en juniorseng samt bord, stole og andre små møbler – er udført i malet MDF med ben i ubehandlet ask, og hos Flexa har man glædet sig til at vise de nye møbler frem for de internationale indkøbere:

- For andet år i træk står vi med en lancering, der giver et kæmpe skub ind i markedet. Imm er messen for Flexa. Köln er udgangspunktet for at inspirere europæiske kunder, siger CEO Carsten Dan Madsen til Wood Supply.

En dna med rod i det skandinaviske
Play er langt fra den eneste Flexa-nyhed på Imm. Årets messe byder også på introduktionen af et nyt tekstiltema, og så har Flexas Basic-serie og bestselleren Classic fået et ansigtsløft med nye farver. Endelig lancerer Flexa et nyt skrivebord, designet af arkitekt Anders Smidt, der markedsføres under navnet ”Study” sammen med Labofas ergonomiske skrivebordsstol ”Ray”, som er designet af Hans Tyge Raunkjær og Simon Dennehy. Stolen har hidtil været forbeholdt kontraktmarkedet, og Flexa er den første virksomhed, der har fået lov at sælge den direkte til forbrugeren.

Strategien om at inddrage eksterne designere i produktionen blev indledt sidste år med lanceringen af Hans Sandgren Jacobsens prisvindende Flexa Baby-kollektion. Visionen er at relancere Flexa som en moderne, skandinavisk designvirksomhed, og i den sammenhæng betyder produktudvikling alt.

- Jeg ser det som en uundgåelig del af det at være aktør i møbelindustrien. Dem der ikke er med til at skabe innovation vil få det svært. Det er ikke så afgørende, at det lige præcis er danske designere, men det er klart, at det gør det lettere for os at skabe den nordiske designstil, som vi gerne vil. I Kina står vi i dag som et af de mest kendte børnebrands, og det gør vi, fordi vi har valgt en klar dna, der har rod i det skandinaviske. Det er en vigtig del at holde fast i, når vi går fremad, siger Carsten Dan Madsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079