23948sdkhjf

Coop på vej med flere FDB-møbler

Sidste års relancering af folkelige FDB-klassikere gik over al forventning, og Coop Danmark er i fuld gang med at forberede en udvidelse af sortimentet.
Opmærksomheden var stor, da Coop Danmark tilbage i august gav nyt liv til nogle af de FDB-møbler, som fra 1940’erne og mere end tre årtier frem var kraftigt medvirkende til, at designede møbler blev allemandseje.

Fire stole – en fra hver af tegnestuecheferne Børge Mogensen, Jørgen Bækmark, Poul M. Volther og Ejvind A. Johansson – blev sammen med tre Volther-borde opdateret og sat til salg på Coop.dk og i landets 230 SuperBrugsen-butikker. Succesen var stor, måske endda næsten for stor:

- I løbet af de første to uger solgte vi så meget, som vi mere eller mindre kunne producere frem til april, så vi kunne ganske givet have solgt meget mere. Måske har vi været for pessimistiske, men både vi og vores producent har været overraskede over interessen, fortæller Coops kategorigruppechef, Ole Kiel, til Wood Supply.

10.000 enheder inden årsskiftet
Producenten, Kvist Industries, fik i første omgang en bestilling på 5.000 enheder, men som følge af Coops salgssucces havde man inden årsskiftet produceret det dobbelte. Alligevel er det ikke lykkedes at følge med efterspørgslen, og det ærgrer direktør Michael Kvist:

- Vi har leveret mere end det aftalte, men det er stadig ikke nok, og det ærgrer mig, for vi vil gerne være med til at skabe succes for vores kunder. Markedets efterspørgsel har været større, end både vi og Coop regnede med, og i den situation må man forsøge at tage ordrerne i den rækkefølge, de kommer. Vi har oprustet, men det er ikke blot et spørgsmål om at få folk ind. Der er også noget logistik, som skal løses, og det er vi ved at være i mål med, fortæller Michael Kvist.

Kvist Industries har spillet en ikke uvæsentlig rolle i relanceringen. Virksomheden købte i slutningen af 1980’erne FDB’s møbelfabrik i Tarm og drev den i mere end to årtier, indtil produktionen af strategiske årsager blev flyttet til andre fabrikker. Med købet af fabrikken overtog Kvist også produktionsrettighederne, og allerede i slutningen af 1990’erne gjorde man et forsøg på at genoplive nogle af de gamle pindestole. Dengang var tiden ikke til det, men med finanskrisen blev det igen aktuelt at fokusere på kvalitetsmøbler til rimelige priser. Først Hay og siden Fredericia Furniture nåede at sende hver sin serie af FDB-møbler i handlen, inden Michael Kvist i efteråret 2012 tog kontakt til Coop-ledelsen med henblik på et samarbejde.

- Min opgave er at holde nogle produktioner i gang, og på det tidspunkt havde vi ledig kapacitet, hvorfor jeg skrev et brev til den daværende ledelse i FDB. Det viste sig, at de gik med tilsvarende tanker, og for et år siden holdt vi det første møde, fortæller han og fremhæver det paradoksale i, at et initiativ, som havde til hensigt at udfylde huller, rent faktisk endte med at blive en flaskehals.

Historien bringes videre
Allerede i forbindelse med lanceringen gjorde Coop det klart, at flere møbler ville følge efter, hvis de udvalgte stole og borde fik den ventede modtagelse. Derfor er man også i fuld gang med at forberede nye produkter, hvoraf de første ventes at ramme handlen til efteråret.

- Vi er i gang med at udvide produktionsfaciliteterne og forberede nye produkter. FDB-møblerne er en del af vores historie, som vi er stolte af, og som vi gerne vil bringe videre i den oprindelige FDB-ånd, fortæller Ole Kiel.

Planerne omfatter både redesign og helt nye møbler, som ikke har været tidligere har været solgt i FDB-regi. Ifølge Ole Kiel forventer Coop i løbet af de næste par år at nå op på flere end 20 produkter, og sortimentet kommer til at omfatte både borde, stole og andre typer af møbler.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094