23948sdkhjf

Cyberkriminalitet truer mere end nogensinde

De danske virksomheder er mere udsatte for cyberkriminalitet nu end nogensinde før. Både dansk og internationalt politi opruster.
Det har aldrig før været farligere at drive virksomhed end nu, hvis truslen måles på risikoen for at blive offer for cyberkriminalitet.

Sådan lyder det samstemmende fra både danske og internationale myndigheder, som i anledning af det nye år har foretaget nye risikovurderinger.

Klokken er fem minutter i tolv
Helt konkret har dansk politi netop peget på cyberkriminalitet som et af syv områder, der skal have særlig fokus i 2014, og Rigspolitiet er af samme grund ved at etablere et nyt Cyber Crime Center, som skal sikre, at politiet både videns- og ressourcemæssigt er rustet til at håndtere truslerne fra it-kriminalitet

- Det er et komplekst område, hvor udviklingen går meget hurtigt. Hvis vi fortsat skal kunne håndtere de mange former for it-kriminalitet, som vi må forvente af fremtiden, så skal vi have et kraftcenter, der sikrer, at vi er med helt fremme, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg om satsningen, som skal beskæftige omkring 100 ansatte fra politistyrken.

Hos det europæiske politisamarbejde Europol deler man bekymringen for cyberkriminalitet. Her ligger ansvaret for kampen mod cyberkriminalitet hos European Cybercrime Centre (EC3), der har danske Troels Ørting som chef.

- Klokken er fem minutter i 12 på dette område. It-kriminaliteten i 2014 vil stige ganske voldsomt og endnu mere end det seneste år. Metoderne bliver mere og mere avancerede, og de kriminelle laver i høj grad deres svindel udefra. Hvis politiet ikke er klar til at modtage de mange nye anmeldelser, og hvis politikredsene ikke ved, hvordan man skal efterforske, sikre dokumentation og beviser, vil de it-kriminelle have for frit spil, siger han til Jyllands-Posten om truslen.

NemID blandt ofrene sidste år
Også uden for politikredse ser man med stor alvor på truslen om cyberkriminalitet. Den schweiziske non-profit fond, World Economic Forum, har netop udgivet sin årlige rapport om globale trusler, og her rangerer cyberkriminalitet i en matrix blandt de mest sandsynlige og samtidig potentielt mest skadelige risikofakturer for hele verdenssamfundet i 2014.

Ifølge tal fra dansk politi er antallet af sager om databedrageri steget med 77 procent det seneste år, mens myndighederne har registreret en stigning på 25 procent i anmeldelser af sager om økonomisk kriminalitet.

Sidste år blev blandt andre Kommunernes Landsforening, Rejseplanen og ikke mindst NemID ramt af de såkaldte DDoS-angreb, som også i enkelte tilfælde har været rettet mod private virksomheder. Angrebene foregår ved, kriminelle sender en stor mængde datatrafik mod en hjemmeside eller et andet on-line system, som så gør det svært for brugere af hjemmesiden/on-line tjenesten at få adgang hertil.

Har du eller din virksomhed været offer for cyberkriminalitet, hører Electronic Supply gerne fra dig. Redaktionen kan kontaktes under fuld diskretion på mail.

Artiklen er en del af temaet Cyberkriminalitet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065