23948sdkhjf

DM i Skills blev en kæmpe publikumssucces

I alt 42.000 mennesker besøgte mesterskabet, og det er ny publikumsrekord.
Efter tre intense dage med godt håndværk, passioneret arbejde og faglig stolthed blev vinderne lørdag eftermiddag kåret ved DM i Skills 2014 i Aalborg.

I alt 37 vindere fra 29 fag blev hyldet af en fyldt arena i Gigantium. Mesterskabet for erhvervsuddannelser blev en publikumsmagnet og stak alle rekorder med 42.000 besøgende.

- I er alle Danmarks bedste erhvervsfaglige elever. I kan jeres kram - bedre end de fleste. Vi er stolte af jer, sagde undervisningsminister Christine Antorini ved kåringen af dette års vindere ved DM i Skills i Gigantium, hvor Aalborg Kommune var vært.

En god vej at gå
Tusindvis af folkeskoleelever fra hele landet er de seneste dage valfartet til Aalborg for at opleve DM i Skills og helt konkret se, hvad man arbejder med som for eksempel maskinsnedker og møbelpolstrer.

I alt 42.000 mennesker besøgte mesterskabet den 23.-25. januar, og det er ny publikumsrekord for DM i Skills. Knap 30.000 besøgte konkurrencen sidste år. Efter tre dages fokuseret og hårdt arbejde blev 37 vindere lørdag kåret ved en festlig afslutning.

- Det, der har gjort mest indtryk på mig, har været at kigge ind i jeres øjne og se den ild, der brænder, sagde borgmester Thomas Kastrup-Larsen fra Aalborg Kommune og tilføjede, at han havde den allerstørste respekt for deltagerne og deres faglige kunnen.

- I har vist, at en erhvervsuddannelse er en god vej at gå, hvis man vil realisere sine drømme, fortsatte han.

Et vigtigt budskab
Det er fjerde gang, der bliver afholdt DM i Skills. Målet med mesterskabet er at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse direkte fra folkeskolen. Det er vigtigt, at både eleverne fra 8.-9. klasse og deres forældre opdager, hvor mange muligheder erhvervsuddannelserne rummer – både når det gælder fag, job og videreuddannelse.

De knap 280 deltagere fra 48 fag ved DM i Skills 2014 levendegør det budskab. Deltagernes vigtige rolle blev også fremhævet af statsminister Helle Thorning-Schmidt, da hun åbnede mesterskabet. Hun sagde henvendt til deltagerne, at de er rollemodeller og ambassadører for erhvervsskolerne.

- En studentereksamen er ikke meget værd i sig selv. Det er en erhvervsuddannelse til gengæld. I lærer et fag. I mestrer et arbejde. Og I kan forsørge jer selv, fortsatte Helle Thorning-Schmidt.

29 fag var med i selve konkurrencen – resten af fagene var til mesterskabet som demonstrationsfag. DM i Skills 2015 bliver holdt i Bella Center i København den 8.-10. januar med Region Hovedstaden og Københavns Kommune som værter.

Årets vindere med relation til træ- og møbelbranchen


Møbelpolstrer
Kirsten Kjeldberg Hansen, Aabenraa. Skive Tekniske Skole / Kjærs Auto- og Møbelpolstring.

Møbelsnedker
Thomas Rørvang, Vejle. Syddansk Erhvervsskole.

Bygningssnedker
Peter Boye Larsen, Marstal. Svendborg Erhvervsskole / Ærø Møbler.

Maskinsnedker
Jan Reenberg Nørby Kristensen, Lemvig. Skive Tekniske Skole / Bækmarksbro Kistefabrik.

Artiklen er en del af temaet DM i Skills.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078