23948sdkhjf

Kort nyt fra træ- og møbelbranchen

Wood Supply har samlet stort og småt fra branchen. Læs i dag om Carl Hansen & Søn, Ikea, Jysk og Formex.
Carl Hansen & Søn ændrer det visuelle udtryk
Som led i markeringen af 100-året for Hans J. Wegners fødselsdag genintroducerer Carl Hansen & Søn et logo, tegnet af Wegner i 1950 og brugt frem til midten af 1980’erne.

Ifølge direktør Knud Erik Hansen er 100-året en oplagt mulighed for at vende tilbage til det oprindelige logo fra Wegners hånd, og styrke de bånd, som i årtier har forbundet Wegner med den fynske møbelvirksomhed:

- Med det nye logo er vi i gang med at tilføje endnu en ny side til Carl Hansen & Søns historiebog og foretager et visuelt skifte fra traditionel produktionsvirksomhed til moderne designvirksomhed – forsat med en klar rød tråd til vores 100 års møbelhistorie, men nu med en visuel personlighed, der matcher den internationalt orienterede designaktør vi er i dag, siger han.

I løbet af året lancerer Carl Hansen & Søn også en række nye Wegner-møbler som led i fejringen.

Ikea Family bliver digital
Med flere end 920.000 danske medlemmer er Ikea Family en af de største kundeklubber i Danmark. Indtil i dag har medlemmerne skulle vise det lille plastikkort for at opnå rabatter og andre fordele. Nu er det nok at hive smartphonen frem.

Ikeas app, og dermed det nye digitale Ikea Family-kort, fungerer både på iPhone og Android.

Chefer indtager Jysk på Amager
Den 4. og 5. februar er der nye ansigter at finde i Jysk-butikken på Amager. De faste medarbejdere har vundet årets konkurrence og afholder sammen nogle velfortjente fridage. Imens passer cheferne butikken.

Årsagen er, at Jysk på Amager har vundet konkurrencen som den Jysk-butik i Danmark med størst fremgang i omsætningen og højeste kundevækst i december 2013.

- Vi satte os et mål om, at vi ville vinde konkurrencen. At det så lykkedes, er jo bare et bevis på, at det vi gør, er det rigtige, siger butikschef, Cim Brun-Poulsen.

Medarbejderne skal nyde sejren i Lalandia i Rødby. Mens medarbejderne holder fri, passes butikken af den danske ledergruppe, som blandt andet består af den danske Country Manager, HR Manager og Develop Manager.

- Vi får en fornemmelse af, hvad der rører sig ude i butikken. Og vi lærer helt sikkert en masse ved at være ude i en butik i to dage – og vi får altid ny viden med hjem, som vi kan arbejde videre med, siger Country Manager Bo Andersen og tilføjer, at der vil være kage til alle de butikker, som får bedre salgstal end ledelsen i de to dage.

Tilfredshed på Formex i Stockholm
Forårsudgaven af indretningsmessen Formex, som fandt sted i Stockholm 15.-18. januar, tiltrak lidt over 23.500 personer, hvilket er ca. det samme som Formex i januar 2013 og næsten 3.000 flere end på Formex i efteråret 2013.

- Opsummerende kan vi konstatere, at vi er blevet mere internationale. Vi havde besøgende fra hele 48 lande, og ikke mindst var der en pæn besøgsstigning fra de nordiske lande. Messen var generelt fyldt med en særdeles positiv stemning, og man tror virkelig på bedre tider, hvilket også stemmer overens med de seneste svenske rapporter om en forsigtig konjunkturstigning, siger Christina Olsson, projektleder for Formex.

Ud af de 799 udstillere kom de 110 fra Danmark. Næste Formex finder sted 13.-16. august 2014.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08