23948sdkhjf

Kort nyt fra træ- og møbelbranchen

Wood Supply samler stort og småt fra branchen. Læs i dag om Idemøbler, Jysk, DLH, Danstil, Bop Kontormøbler, Ikea, XL-Byg, Kvik og Jem & Fix.
Jysk rykker ind hos Idemøbler
I løbet af sommeren vil Jysk overtage 1.500 kvadratmeter af Idemøblers 5.000 kvadratmeter store møbelhus i Svendborg. Det skriver Fyens Amts Avis.

- Vi byggede møbelhuset i Svendborg før krisen og endte med at have alt for meget plads i forhold til omsætningen i møbelbranchen. Derfor har vi længe ledt efter en lejer, og vi indgik aftalen med Jysk for mere end et år siden, fortæller direktør Michael Christiansen til avisen.

I samme område forventer Harald Nyborg desuden at åbne ny butik i foråret 2015.

DLH etablerer incitamentsordning
Som led i den igangværende frasalgsstrategi har DLH's bestyrelse udarbejdet en bonusordning for regnskabsåret 2014 for CEO Kent Arentoft og CFO Peter Thostrup. Det oplyser DLH i en fondsbørsmeddelelse.

Ordningen er baseret på udviklingen i selskabets aktiepris og kan medføre en kontant bonus på maksimum op til et års grundløn.

Polske vinduer får dansk base i Hammerum
Polske Jurek Podgorski har etableret virksomheden Danstil, der vil sælge døre og vinduer fra den polske fabrikant, Drutex. Det skriver Herning Folkeblad.

Håbet er, at Danstil med tiden vil vokse til en større jysk/fynsk kæde.

Udover Jurek Podgorski består virksomheden af salgschef Claus Balsby samt en web-designer.

Ægtepar satser på kontormøbler
Lene og Peter Hyldager har så travlt med salget af møbler via selskabet Bop Kontormøbler ApS i Fjerritslev, at de nu vælger at lukke deres anden virksomhed, Fjerritslev Bøger og Papir. Det skriver Nordjyske.

Bop Kontormøbler blev etableret for et par år siden som en følge af Peter Hyldagers succes med opkøb og videresalg af store partier kontormøbler. Siden er forretningen vokset eksplosivt, og i efteråret blev aktiviteterne udvidet med en filial i Glostrup, idet en stor del af virksomhedens aktiviteter, foregår i hovedstadsområdet.

Lige nu er virksomheden, der beskæftiger otte medarbejdere, i gang med at tømme DSB’s hovedsæde fordelt på fire lokaliteter i København.

Køkkenbutikker samles i Rønne
Bornholms største byggemarked, XL-Byg Fridolf, samler sine to køkkenbutikker i Rønne. Det skriver Bornholm.nu.

Det er Kvik-butikken på Borgmester Nielsens Vej, der i slutningen af marts flytter ind ved siden af Fridolfs byggecenter på Zahrtmannsvej.

Jem & Fix til Kjellerup
Byggeriet af 800 kvadratmeter stor Jem & Fix er indledt på Parallelvej i Kjellerup. Det skriver Midtjyllands Avis.

Direktør Svend Pedersen forventer, at butikken åbner til sommerferien, og at der bliver behov for 8-10 ansatte.

Ikea-kunder sætter dansk på menuen
Ikea er kendt vidt og bredt for sine svenske kødboller, men i Taastrup er der nu kommet flere danske retter på menuen.

Ifølge Lokalavisen Taastrup valgte det lokale Ikea-varehus via Facebook at involvere sine kunder i videreudvikling af restaurantens menu. Det har medført, at der nu er kommet retter som brændende kærlighed, gammeldags æblekage, tomatsuppe og rødbedemedaljoner på menuen i Ikea Taastrup.

De i alt ti nye retter får snart følgeskab af flere, men det betyder dog ikke, at hverken kødbollerne eller andre Ikea-klassikere forsvinder.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094