23948sdkhjf

Kort nyt fra træ- og møbelbranchen

Wood Supply samler stort og småt fra branchen. Læs i dag om Unoliving, Ikea, Brio og Jysk.
Digitalt møbelkoncept vil indtage de danske hjem
Virksomheden Unoliving.com er i fuld gang med at opbygge en omfattende onlinebutik med møbler og øvrige boligartikler.

Unoliving.com blev stiftet i 2011 ud fra en ambition om at tilbyde Danmarks største udvalg af møbler til hele hjemmet. Virksomheden har intet lager, men leverer direkte fra producenterne og hjem til kunden, hvilket har gjort det muligt at skabe et bredt sortiment, som på nuværende tidspunkt omfatter flere end 4.000 produkter.

Sortimentet vokser uge for uge, og målet er inden udgangen af 2014 at kunne tilbyde mere end 7.000 møbler og boligartikler fra møbelproducenter i Danmark, Sverige, Tyskland, Holland og Frankrig.

- Vores mål har fra starten været at skabe en nem og effektiv måde at shoppe på. Vores specialudviklede softwareløsning med overskuelige sider og søgefiltre gør det super let at finde lige netop de møbler kunderne leder efter, siger Janne Madsen, der er administrerende direktør i Unoliving.

Socialdemokrater vil have Ikea til Hillerød
Viceborgmester Kirsten Jensen har henvendt sig til den nye, socialdemokratiske miljøminister, Kirsten Brosbøl, for at gøre endnu et forsøg på at få et andet indhold i et kommende byggeri på den såkaldte Møllebrogrund.

- Den oprindelige plan for centeret er at have de helt store udvalgsvarer, som Hillerød-borgerne i dag skal køre langt efter, og som andre i Nordsjælland ville have gavn af at kunne købe hos os. Desværre har et snævert flertal i vores byråd netop besluttet, at centret bliver med dagligvarer i torvehaller og kommer til at ligne et traditionelt indkøbscenter med mere lokalt opland, skriver Kirsten Brosbøl på Socialdemokraterne Hillerøds Facebook-side.

- En butik af størrelse som en Ikea har været på tale i Møllebrocenteret. Det kræver et landsplandirektiv, for lige præcis Hillerød skal have mere end 40.000 indbyggere i selve byen for at kunne lave de største store butikker. Vi mener, at Hillerød har en købstadsfunktion i fingerplansstrukturen, som kalder på denne ret til Hillerød, lyder det videre.

Brio satser på FSC
Den svenske legetøjsproducent har indledt 2014 med et stort miljømæssigt fremskridt og producerer nu udelukkende sit trælegetøj i FSC-certificeret træ. Den nye linje af FSC-mærket legetøj og emballage blev præsenteret på verdens største legetøjsmesse, der fandt sted i Nürnberg fra den 29. januar til den 3. februar. (Kilde: FSC Danmark).

420.000 kroner fra Jysk til Filippinerne
I starten af november blev Filippinerne ramt af en kraftig tyfon, der har efterladt landet i kaos. Jysk er erhvervspartner til Red Barnet og har derfor givet kunderne i Danmark, Sverige, Norge og Finland mulighed for at støtte Filippinerne.

I december og januar kunne man vælge at få scannet en stregkoder ved kassen og derigennem støtte børnene i Filippinerne med 25 kroner. På den baggrund er det lykkedes at indsamle i alt 420.000 kroner.

Indsamlingen går først og fremmest til at dække børnenes basale behov, såsom mad, rent drikkevand og husly. Men Red Barnet oplyser også, at indsamlingen vil bidrage til, at børnene får hjælp til at bearbejde de mange forfærdelige oplevelser efter tyfonen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094